Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

20.8.17

GROUP PARTNER POTS


Jeg faldt over disse firnurlige potteskjulere omkring juletid sidste år, og var ret hurtigt betaget. Brandet bag hedder Group Partner og har base i Brooklyn, og deres udgangspunkter har været positivt krops image, seksualitet og kærlighed for planter. Deres design er skøre, sjove og kreative, virkelig noget der kan sætte sit præg, på et ellers skandinavisk hjem. 

Derudover er det selvfølgelig kun fantasien der sætter grænser, i forhold til hvordan de kan benyttes. Jeg ser dem for eksempel geniale til kuglepenne på skrivebordet, med en håndfuld små blomster i eller småting som nøgler, en lip balm og noget tyggegummi på reolen - og så naturligvis også til en kaktus eller andet planteri i vindueskarmen. 

Prislejet ligger mellem 220kr - 885kr på mærkets egen hjemmeside group-partner.com, dog er det smartest at finde en dansk hjemmeside, hvorpå man sparer den eventuelle told. Her kan jeg anbefale areastore.dk, som desuden er en overdrevet cool webshop med mange spøjse ting.

16.8.17

CPHFW STREET STYLE '17

Billeder af Victor Jones for Costume

I forrige uge var København, for en uges tid at least, forvandlet til de modesultne kvinders paradis; de var overalt at finde i gadebilledet, og ligeså var de knipsende fotografer. Victor Jones er flittig med kameraet modeugerne igennem, og hertil ser jeg mit snit til at sprede moden.

Print er et kæmpe hit i år, og generelt er farver i centrum. Den berygtede skandinaviske minimalisme falmer med tiden, og selvom den altid vil være en del af os, har flere overgivet sig til mønstre, klare farve kombinationer og iøjenfaldende accessories. Jeg kan sågar selv mærke en forskel på mine egne præferencer, hvilket virkelig må betyde, at den danske mode er på vej til et sted, hvor mine egne ben aldrig har bevæget sig hen. 

Men jeg er helt med på den, og inspireres i stor grad af de ultra fashionable damer, som tør at gå helt derud, hvor det stadig føles som usikker grund for en som mig. Blomster-print, detaljerede items og grove sammensætninger bidrager til det overordnede indtryk, som hjernen skal bruge et splitsekund længere på at bearbejde, end hvis det for eksempel var jeans & tee-uniformen (...som desuden også altid vil fungere!) Så igen i år vinder de danske kvinder på mode fronten - faktisk hører jeg anerkendelse helt fra det amerikanske Vogue, hvilket slet ikke kommer bag på mig.

9.8.17

HIGHSTREET BUYS

Hvis der er noget, der kan få min begejstring til at blomstre, så er det gavmilde rabatter og den sitrende fornemmelse man får, når man bare dybt nede i maven kan mærke, at man netop har gjort sig et skidegodt køb. Eller. Håber på, at man har gjort sig et godt købt - you never fucking know with online buys. Denne gang valgte jeg at udfordre mig selv en smule, og gik bevidst udenom de safe choices som nok ellers sagtens kunne have gjort sit, og valgte istedet et lak-look miniskirt og en cognac-farvet ribstrik med detaljerede ærmer. Begge items falder i den mere vovede afdeling, dog valgte jeg at stole på min umiddelbare tiltrækning - shopping bringer en hel del følelser frem i mig, kan i måske mærke - og gik med mavefornemmelsen. Det er måske et sats; only time will tell.

1.8.17

HONESTY IS THE BEST POLICY

Dette indlæg føles rigtig vigtigt for mig at skrive, samtidigt ved jeg ikke hvor jeg skal starte eller hvilke ord jeg skal bruge. Nogle husker måske dette indlæg hvori jeg skrev lidt om følelser og visning deraf, blandt andet i forbindelse med de uundgåelige sociale medier, og det emne læner dette indlæg sig en anelse op ad. Selv bliver jeg altid rørt og enormt glad, når jeg ser den mest ægte form for ærlighed på netop SoMe kanalerne, måske derfor føler jeg mig som den største hykler i verdens historien, når jeg ikke selv kan finde modet til det.

Herinde snakker jeg kvalmende åbent om både pæne og grimme emner og tanker, for bloggen er primært en en-vejs kommunikation. På en måde føler jeg at det er en slags dagbog; der er intet pres om at få likes på mine indlæg, jeg føler mig slet ikke bedømt på samme måde, som jeg af og til gør på andre medier, og det giver mig trygheden til at skrive frit og fuldkomment hudløst ærligt.

Når det så kommer til sociale medier såsom Instagram, tager jeg mig selv, og største delen af alle andre, i at opstille et perfekt, idyllisk og på mange måder urealistisk liv. Vi sammensætter designer kopper med tændte lysestager for et "Søndags hygger"-billede og gud forbyde at ens veninder tager en bid af deres svinedyre avocado-mad, før det er foreviget med de mange følgere. Vi perfektionere udadtil en tilværelse ingen lever, og det går mig på. Det går mig rigtig meget på.

For her sidder jeg. I nattøj, midt på dagen, uden overskud til at lave et hjemmelavet måltid, uden energi til at gå uden for min dør, uden lysten til overhovedet at være social, alt grundet angst. Angsten. Det har været min hverdag i et år nu, og grunden til at jeg ofte forsøger at holde det tæt ind til kroppen, er den samfundsskabte skam som de fleste dage er for tung til at bære. Det er stigmatiseringen over ikke at lave noget, over at være doven, over ikke at kunne tage sig sammen. Over at være svag. Jeg vil passe ind, som det så fint ligger i det menneskelige DNA at ville, jeg vil føle mig normal, og en måde jeg kan gøre det på, er at lade som om på de sociale medier.

Og jeg føler mig lidt ussel. Ussel fordi jeg føler mig bedragerisk. Ja, jeg sidder med en kop kaffe i hånden badet i solens stråler, men tidligere den morgen var dynen så tung og hele verden havde føltes uoverskueligt hård. Ja, jeg er sammen med mine bedste veninder, men kun i 3 timer ad gangen, for det er det eneste jeg kan klare, uden at angsten får et fuldkomment greb om min krop. Ja, jeg står og poserer i et gennemtænkt outfit foran en gul mur, men reelt set er det første gang i flere dage, at jeg rent faktisk har formået at tage make-up og anstændigt tøj på. Jeg skammer mig over ikke at turde være ærlig, for på trods af at jeg forsøger at gøre alle de ting, føle mig almindelig, så er livet ikke altid smukt og pænt og lyserødt. Ikke for mig, ikke for nogen.

Kan man være for ærlig? Vi er alle stødt ind i de medlidenheds-søgende facebook updates - er så pisse ked af det, kan ikke fatte du gjorde det mod mig - hvorpå den pågældende bagefter i kommentarfeltet frabeder sig spørgsmål om hændelsen; privat beskeder kan dog arrangeres. Og det er pisse irriterende, det synes vi alle sammen, så hvor er balancen? Findes den? Hvornår er det forfriskende ærligt og inspirerende, og hvornår tangerer det til vaskeægte attentionwhore-potential?

Jeg er splittet. Tør jeg være følelsesmæssigt nøgen foran gamle folke- og efterskole bekendte, fyre, jeg på et tidspunkt håber at skabe kontakt med, og fremmede, som hverken kender mig eller min baggrund? Har jeg the balls til at skrive når noget er svært, eller ligge et billede op ad absolut ingenting? Jeg ved det ikke; de sociale medier er stadig forholdsvist nye alt taget i betragtning, og det er klart at vi, som So-Me generation, skal finde ud af en måde hvorpå vi undgår at skabe uopnåelige idealer og det vanvittigt høje pres om hvordan man skal se ud, hvilket tøj og interiør man skal eje, hvad man skal spise, hvad der er instavenlige aktiviteter and so on, for ikke kun skader det os, det vil videre påvirke de tilkommende generationer og det ønsker jeg ikke. Det ønsker jeg virkelig ikke.