Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

onsdag den 14. november 2018

GUILTY PLEASURES

REALITY TV

Love Island, som as we speak kører fuld fart derudad, er bare min nyeste reality addiction, for jeg har i mange år været semi addicted til diverse realityshows. Jeg nævner i flæng: Paradise Hotel, Big Brother, For Lækker Til Love, X-Factor, Divaer I Junglen, Robinson, Ex on The Beach and so on... Jeg kan sågar sagtens finde på også at nuppe de norske og svenske versioner med, og så selvfølgelig det program, som jeg måske elsker aller mest: det amerikanske Jersey Shore. De sidste par år har ZULU og DR3 desuden produceret nogle fantastiske programserier som uden tvivl falder ned i reality genren, og jeg synes klart det er på tide, at vi stopper med at kalde reality seere uintelligente og andet grimt, da jeg i lige så høj grad finder reality programmer interessante rent menneskeligt og psykologisk. Still, det er ikke sejt at sige, at man er nede med reality. But fuck that, reality er konge.

FLØDE MUSIK

Justin Bieber siger Sorry, jeg siger sorry not sorry... for jeg elsker slibrig pop-musik. Pop står for popular, hvilket kun kan betyde, at jeg langt fra er den eneste, der slet ikke kan stå for de bløde toner, alligevel tager jeg mig selv i at skrue lidt ned, når jeg lytter til de mest baskede af slagsen, i hvert fald når jeg befinder mig i det offentlige rum. For det er kæmpe usejt, at være fan af for eksempel Justin Bieber, One Direction (dengang de forsat var enige om retningen...), boybands in general og andre gigapoppede artister, men jeg elsker det. And I stand by that.

BARNLIGE SNACKS

Mælkesnitter, kinderæg, Matilde shakes, ostehapser... jeg skammer mig lidt, når jeg smider snacks, henvendt til børn, ned i min kurv, men hvorfor skal de også smage så satans godt?! Måske er det bare mine smagsløg, der åbenbart matcher en 8 årigs, men jeg kan ikke få nok af barnlige snacks, og jeg nægter at føle mig set ned på af den grund. Og den her går ud til producenterne bag de himmelske snacks: gider i godt gøre jeres aldersrettede reklamation bare LIDT bredere, så jeg ikke skal føle mig som et forvokset barn? Tak.

LOW KEY STALKING

Ikke på den der creepy, obsessive måde, bare ... casual checking-up på gamle flammer, venner, man ikke længere er i kontakt med, crushes who doesnt know it, personer jeg ikke bryder mig om. Jeg. Kan. Ikke. Være. Den. Eneste. Det er ikke sådan, at det er en inkorporeret del af min daglige sociale medie rutine, men fra tid til anden er jeg nødt til at stille min nysgerrighed, ved lige at kigge forbi visse personers profiler. Det er en mega guilty pleasure, især fordi den i høj grad kan backfire, hvis man kommer til at se noget der er herrenederen, but that is the risk... I regret nothing.

REPLAY, PLEASE

Jeg kan se de samme serier og film igen og igen og igen og igen, og det er virkelig ikke noget, jeg er stolt af. Jeg ved godt at det lyder forholdsvist normalt, men jeg kan godt finde på at se serier som Sex and The City, Gossip Girl, Friends og How I Met Your Mother 2-3 gange årligt, og når jeg siger "kan finde på" mener jeg, at det gør jeg højest sandsynligt, og når jeg siger "se en serie" mener jeg fra start til slut, og ikke bare et afsnit hist og her. 9 ud af 10 gange hælder jeg mest til at se en serie, jeg i hvert fald har set en håndfuld eller to gange før, fremfor at give en ukendt serie en reel chance. Jeg er et vanemenneske. Jeg kan godt lide at vide, hvad der sker, og på en måde er det som at gense gamle venner i et skønt og velkendt univers, og jeg elsker det. Desværre. 

lørdag den 10. november 2018

JUMP INTO THE NEW YEAR

1. ASOS Design // 2. Warehouse // 3. Pieces // 4. Fashion Union // 5. Smash // 6. Miss Selfridge

... i et fantastisk jumpsuit! Og nej, det er bestemt ikke for tidligt, at tænke nytårs-kluns. Vi er nemlig godt på vej ind i November, som, as usual, er den næstsidste måned på året, og derfor the pre-december måned. Det er nu, de første julegaver skal købes ind, nu, at julepyntet skal støves af, og nu, de første arrangementer bliver planlagt; dog er der én fest, den største, som hvert år uden undtagelse altid ligger på den samme dag, på det samme tidspunkt: nytårsfesten. Og hvis man ikke skal se godt ud der, så ved jeg virkelig ikke hvornår.

Dette år regner jeg stærkt med at hoppe i en heldragt, nærmere bestemt et jumpsuit. Tænk sexet, festligt og comfychic. Det er igennem årene blevet en vane for mig, altid at købe spritnyt nytårs wear, og jeg HAR stået i den situation, hvor jeg 2 dage inden d. 31 stadig ikke havde outfittet på plads, og for en organisator som mig, er det et kaos, jeg helst vil undgå. Jeg har derfor herover fundet 6 hammerlækre jumpsuits, som alle udstråler førnævnte stikord, for at være helt sikker på, at finde det helt perfekte look, og jeg er umiddelbart godt tilfreds. Om det bliver et af disse, som jeg selv hopper i om halvanden månedstid, vil tiden vise, men nu er inspirationen i hvert fald sendt videre til jer!

torsdag den 8. november 2018

NOVEMBER MUSIC


Sasha Sloan er blevet fast inventar på mine playlister, især nummeret Ready Yet ramte mig. Hun krænger sin sjæl ud på en utrolig smuk måde, og specifikt den sang fandt jeg noget meget relaterbart og såbart i. Kunstneren FINNEAS introducerede jeg i septembers måneds udgave af dette indlæg, og bare 2 måneder efter har han endnu engang formået at finde vej til mine favoritter. Sangen hedder Let's Fall In Love For The Night og har, ligesom sangen Break My Heart Again, en enormt retro lyd. Der er noget ved det 21-årige multitalents måde at komponere sine sange på, der fuldstændigt tiltrækker og fastholder min interesse, og jeg GLÆDER mig til hans fremtidige musikkarriere. Også de gode, gamle gutter Nik & Jay er denne gang inkluderet, med sangen Billeder Af Hende fra albummet United, der udkom tilbage i 2013. Det er en kærlighedssang som jeg elsker, og fornyligt genfandt kærligheden for, og den kan, på trods af sin alder og det faktum, at det ikke var en decideret single fra duoen, ikke blive spillet nok. Ella Mai er en ung, britisk-født sangerinde, som primært bevæger sig i det elektroniske R&B-univers (som jeg holder så meget af!) Hendes sang Trip er en laid-back lovesong med en blød hiphop feel, som for mig er easy-listening - men dem skal der så sandelig også være rum for. Sangen Light Years Away af MoZella er en af de personligt betydningsfulde sange for mig. Sådan tror jeg vi alle sammen har det med visse sange; de kan tage os tilbage til en tid, et sted eller en person, og det gør denne for mig. Oveni det er den bare superfin og smuk, og på det seneste er den blevet genspillet en del. Childish Gambino er en sparkling stjerne, og på trods af at nummeret 3005 er et af de ældre, så eeelsker jeg den. Han er muligvis min yndlings rapper, samtidigt er videoen til pissefed på en surrealistisk trist måde, hvis det giver mening. Novembers playlist served.

mandag den 29. oktober 2018

CAMEL FOR AUTUMN

Samsøe Samsøe shirt // Vintage Kit Karnaby dress

Camel er efterårets officielle farve, i hvert fald hvis du spørger undertegnede. Jeg fandt kjolen her på et af mine mange genbrugsvisit, og med en langærmet bomuldsbluse samt et par semitykke strømpebukser, er dette et meget simpelt og efterårsvenligt outfit. 

fredag den 26. oktober 2018

HVAD SKAL DER DOG BLIVE AF MIG?


Jeg bilder mig selv ind, at vi alle går rundt med en form for uro omkring fremtiden, helt og dybt inde i maven. En lille frygt. Vil jeg opnå mine mål? Får jeg succes? Går mine drømme, håb og ideér i opfyldelse? Og uroen, frygten, bekymringen om man vil, er i og for sig vel naturlig nok. Det er en indbygget reaktion i mennesket at være frygtsom overfor det ukendte. Men spænder det ben for os, eller giver det os derimod blod på tanden? 

Fremtid. For mig er det et ord, der kan fremtvinge svedige håndflader og galoperende hjerte. Tiden fremadrettet. Step 1 i den overordnede handleplan, hvor målet er at opnå sine livsmål - om det så er et specifikt job, en rig økonomi, børn og parcelhus, eller noget helt, helt andet - er vel først og fremmest at finde frem til, hvad målene overhovedet er og indebærer. Hvad vil jeg gerne have ud af mit liv? Af de år, som jeg skal tilbringe her på jorden, inden jeg uundgåeligt dør. Too depressing?

Jeg gør det måske tungere, end det for mange egentligt er, men det er sådan, det fungerer inde i mit hoved, så prøv at være mig én enkelt dag. Delvist er der noget meget afgørende, noget absolut, ved at tage stilling til, hvad man vil udrette i sit liv. Et tilvalg kræver mange fravalg. Noget andet er realismen i ens drømme. Er de indenfor rækkevide, eller kan man stå overfor uendelige nederlag og spildte år, hvis man vælger at følge dem anyway? Sidst, men ikke mindst, kræver det gåpåmod, flittighed, behovstilsidesættelse og hjernedødt hårdt arbejde, hvis man vil sikre sig en god fremtid. 

Og så er der mig. Hvor passer jeg ind, i alle de her tanker og overvejelser? Det er et spørgsmål, som jeg oftere og oftere stiller mig selv, og gang på gang bliver frustreret over. Mit livsmål har altid været at blive glad, men så igen; er det ikke dét, vi alle i bund og grund sigter efter? Nøglen er vejen derhen, og den er fuldkomment individuel. Så hvordan ser min vej ud? Indtil videre har den været bumpet, og more often than not har jeg følt mig på vildspor og uden retning. Det er virkelig skræmmende at være i midttyverne, og stadig føle sig uklar over hvad fremtiden, endda bare den nærmeste, skal byde på. 

Jeg håber inderligt, at jeg ikke er den eneste, der til tider føler sig forvirret og fortabt, når det kommer til langtidsudsigterne. På en måde er det mange faktorer og omstændigheder, der skal gå op i en højere enhed, og jeg bliver nødt til at tro på, at det en dag står lysende klart for mig, hvilken vej der er som skabt for mig. Jeg er, som jeg nu engang er, og det betyder, at jeg måske aldrig kommer til at kunne tage den gængse vej, og det er jeg nødt til at acceptere. Istedet for at give op af den grund, skal jeg hellere lede efter alternative stier, ruter, stræder om man vil, for at opnå min egen form for tilfredshed her i livet.