Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

søndag den 14. januar 2018

JANUARY MUSIC


En pose blandede bolsjer som alle smager pissegodt, kunne man kalde månedens musikudvalg. Genren er i den poppede, let elektroniske, blødt rappende R&B-stil, som vel egentligt, nu når jeg tænker over det, er min yndlings. 

Først og fremmest MÅTTE jeg tage Justin T's nye single Filthy med, som jeg har en fornemmelse af splitter vandene. Nogle decideret hader den, mens andre godt kan se det fede, nytænkende ved den, personligt er jeg af den overbevisning, at den er sådan en slags sang, som langsomt kravler ind under huden på én. Den minder mig en anelse om nogle af numrene på hans FutureSex/LoveSound album, som også tilnærmede sig den elektroniske lyd, præcis denne sang er nok taget skridtet længere ud, hvilket ikke som sådan gør mig noget; jeg forudser dog, at der vil være andre sange på hans snart kommende nye plade, som vil falde endnu bedre i min smag. Jeg er mega excited! Er jeg forresten den eneste, der tænker på Steve Jobs når musikvideoen spiller? Måske det er hele sweater/brille looket, samt det fysisk elektroniske element robotten er, eller også er det bare mig, der er skør. Hvilket bestemt også er en mulighed. Ha.

Af de andre sange, er The Weeknd's sang Often en blød klassiker for mig - Kygo's remix er også fedt, af denne sang - som bringer mig i det helt rigtige state of mind. Jeg er vild med Abels bløde, R&B stemme, den sexede lyrik samt de lækre elektropop lyde. Lorde's sang Homemade Dynamite er en af de sange, der tvinger mig ud i at bevæge min krop, hvilket jeg ellers ikke er særligt glad for. Det er ganske enkelt en skøn popsang med fantastiske featuring kunstnere! blackbear's sang do re mi er en af dem, der er lavt på indhold, men højt på bad-ass-ness - I aint no tic-tac-toe - hvorimod Logic's sang Anziety rammer mig helt personligt. En hård aften måneder tilbage, googlede jeg mig frem til sangen med hjælp af keywordet angst. I sangen rapper han selv sin egen angst ud, og det er for mig en smuk ting at høre. Den slutter af med en monolog, hvorpå han fortæller en del af sin historie, hvilket jeg synes er pisse modigt og beundrelsesværdigt. 

- og i forbindelse med at jeg for første gang hørte selve sangen, stødte jeg på dette interview med rapperen selv, der forklarer angst, fortæller sin historie på en hudløs ærlig måde, og som bringer opmærksomhed til lidelsen. Det er videnskabligt bevist, at dét at kunne spejle sig i andre, og finde ligesindede som man på punkter kan relatere til, har del i forbedring, måske derfor var videoen, og er stadig, virkelig vigtig for mig, netop fordi jeg kan høre mig selv i hans ord. Jeg vil anbefale alle at give interviewet et kig, om du så selv har angst eller på ingen måde er i kontakt med lidelsen. Vidoen er oplysende, intelligent og interessant for alle!

torsdag den 11. januar 2018

NEW YEAR, NOW WHAT?


... og så var det pludselig 2018. Bum. Året hvor jeg selv fylder 23, og på trods af min relativt unge alder, begynder jeg for alvor at kunne mærke presset. Tiden. Den enorme forventning om, at voksenlivet så småt er ved at sætte ind, og at ens liv skal rette sig derefter; fast indkomst, høje ambitioner, betaling af regninger og en plan for, hvordan fremtiden skal udforme sig - et selvstændigt liv med alt, hvad der nu måtte høre sig til. Er jeg den eneste der synes, at det er pisse hårdt? Måske især når det er så tydeligt, at jeg ikke passer ned i kassen. Samfundet forventer firkanter, mens der i min proces gik noget så grueligt galt, hvortil jeg endte som en trekant. Det kræver stor styrke og en fast beslutsomhed at presse mig derned. Er det muligt, kunne det være, at det er så svært, fordi at ikke alle er indrettet som menneske, til det liv, som vi forventes at skabe?

Jeg har før snakket om den stigma og skam, der følger med nogle af de livsvilkår, jeg som en af mange lever af, og det er som om, at den bliver større, jo ældre jeg bliver. Det er helt okay som 18-årig at fucke rundt, uden at vide, hvad man vil, kan og skal. Men når tiden går og klokken slår, stiger forventningerne i takt om, at man skal finde ud af det. Man skal lave en plan. Man skal videre, og hurtigst muligt helst. Og vil vi alle ikke det? Videre? Have et godt liv, hvor vi udfører arbejde som vi elsker og som beriger vores tilstedeværelse her på jorden? Jeg vil i hvert fald gerne. Desværre, til min egen skam, skyld og sorg, er det bare ikke muligt. Jeg har ikke den psykiske kapacitet til et fuldtids arbejde, studie eller beskæftigelse. Lige nu, og siden min angst trådte ind, har jeg knapt nok kunne gennemføre de lavpraktiske hverdags-aktiviteter, og er det ikke første skridt? At kunne trække vejret helt ned i maven først?

Så jeg spurgte mig selv, hvad jeg gerne vil i det nye år. Det kan måske misforstås som nytårsforsæt, men så plat er jeg slet ikke, det hele er rent hypotetisk. Ha. Samtidigt synes jeg, at det er svært at planlægge et år frem. Så dette er alene ønsker og håb, sat i opnåelige mål. Håber jeg. Ingen grund til at sigte højere, end jeg rent faktisk tror er muligt. Småt er hot, ville min psykolog sige.

- Jeg vil gerne læse og skrive mere. Det er noget, der giver mig livsglæde, samt fremmer mine personlige drømme om at arbejde indenfor faget.

- Jeg vil gerne bruge mere tid med venner og familie, og i sociale sammenhænge øve mig på at tilgive hurtigere og anerkende forskellige standpunkter.

- Jeg vil gerne smile og grine mere, end nogensinde før.

- Jeg vil gerne opnå friheden i, at kunne gøre hvad jeg har lyst til, uden frygt og angst.

- Jeg vil gerne elske og acceptere mig selv mere.

- Jeg vil gerne dyrke mere yoga og mindfullness, for at forbinde krop og sjæl.

- Jeg vil gerne dele ud af mig selv - både i viden, personlighed, holdning og tilstedeværelse. 

- Jeg vil gerne blive bedre til at være uperfekt, og stå ved det.

/ Hvad ønsker I at opnå i det nye år?

mandag den 8. januar 2018

SPORTY KNITS BY TWINTIP

KNIT 1 // KNIT 2 // KNIT 3 // KNIT 4 // KNIT 5

Forhelvede, hvor er det blevet koldt udenfor. Eller er det bare mig? Grundet landets placering er vi som danskere nødt til at tage sagen i egen hånd, og beklæde os i varme overdele som slave af de køligere luftlag... Men derfor behøver det jo ikke gå hen og blive kedeligt, vel? Jeg har her fundet 5 overdrevet pæne trøjer, alle med et, i mine øjne, sporty twist. Jeg ved egentligt ikke hvad det er, der tvinger mine tanker hen på den kropsudøvende bevægelses tøj-genre; måske det er de sammensatte farver, måske det er de forskellige mønstre, som både er sprælske og enkle på samme tid, i hvert fald er jeg mega vild med dem alle 5. Som en ekstra gode, er mærket Twintip, som alle viste trøjer er fra, ekstremt budgetvenligt, og betaleligt for selv en broke ass bitch som jeg selv, so shop away my loves og hold vinteren hen med mode som skjold.

søndag den 24. december 2017

MERRY XMAS


Så blev det også jul i år venner, og en bette julehilsen fra mig af, skal I ikke snydes for! December måned er suset forbi, og den har været fyldt med dejlige oplevelser og faste traditioner. Min aften i aften vil byde på Disneys Juleshow, et forhåbentligt fuldstændigt overdådigt julemåltid, oppakning af julegaver samt pakkelegens stressende omgang - selvfølgelig i selskab med min dejlige familie. Om noget så skulle gå galt, og et eller andet blev glemt, så tror jeg kun, at det kan gå hen og blive en god og rar aften. Jeg vil ønske jer alle en skøn, sjov og ikke mindst HYGGELIG dag og aften omkring jeres kære og nære, og så ses vi lige her, når mine fingre igen begynder at klø. Pas på jer selv og hinanden, kys og glædelig jul!

torsdag den 21. december 2017

IT'S NICE TO FORGET

Angst er, for mig, blandt mange ting, en indre alarm, der hele tiden fortæller mig, at den er der. Klar til at eksplodere, klar til at gå i panik. At glemme, om end bare i 5 angst-frie minutter, er vidunderligt, og noget, jeg skal huske mig selv på at værdsætte. 

For angsten bliver hurtigt en trofast følgesvend, den af slagsen, som uinviteret hægter sig på, og efterfølgende viser sig som pissesvær at komme af med igen. Den prikker dig på skulderen, minder dig hele tiden om ting, der kan gå galt, situationer, som potentielt kan blive ubehagelige, og stress, som muligvis vil tricke den. Den er på vagt, og vil i bund og grund passe på dig, bare på en helt forkert måde.

Så det er noget jeg nyder, når jeg i glædens moment bliver distraheret. For jeg frygter meget, bliver let bange for, at tingene bliver for meget, om jeg presser mig selv for hårdt, og at det vil vise sig som angst. Man kan så let blive angst for angsten, og i værste tilfælde leve som en slave af den. Den kan, hvis man lader den, bestemme hvor, hvad og hvem samt hvor længe, i hvilken forbindelse and so on. Det er en mental trappe, hvor normaliteten om man vil, ligger på øverste trin, og det eneste man kan gøre, er at starte fra bunden af. Men hvordan ved man, hvornår man er klar til næste skridt? Vil det være soleklart, eller bare noget, man er nødt til at hoppe ud i med håbet om, at man ikke brækker både arme og ben i frit fald?

Det er en succes, forhelvede, hvor er det en succes, når jeg kan glemme, at den er der. At den eksisterer, at den uønsket har møvet sig ind i mit liv. At jeg også er Nanna, uden angst og bekymringer. Nanna, som også kan smile, endda grine, og bare være til lige der i øjeblikket. Det har jeg brug for, det har vi alle brug for; tidpunkter hvor smerten, dén som har tusindvis af forskellige former, farver og faconer, ikke fylder. Ikke bestemmer. 

Det varer sjældent længe, i hvert fald for mig, før den ængstlige alarm igen bipper, og dér handler det om, ikke at reagere på den. At, uden at anstrenge sig, sætte en finger på stop-knappen, for så at vende opmærksomheden tilbage, til det som er vigtigt. Jo mere tænkekræft og energi vi forærer angsten, des mere vil den fylde, og tricket ligger i, at opdage det.