Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

fredag den 4. januar 2013

A STORY TO TELL

Fliserne var kolde, da jeg satte mig på det kolde stengulv, men jeg var ligeglad. Tårerne løb ned af mine kinder, og det føltes som om, det aldrig ville stoppe. Mit hoved smertede på en måde, jeg aldrig har følt før. Du er uduelig. Alle hader dig. Du kan ikke bruges til noget. Alt ville være bedre, hvis du var væk. Ordene var på repeat, og de fik kun tårerne til at falde endnu hurtigere og tungere. Kig op. Jeg ved du kan se det. Jeg løftede hovedet langsomt, og fik straks øje på det. Tag det. Du ved du vil. Det er den eneste vej. De vil alligevel ikke savne dig. Jeg rejste mig, tog barberbladet, og satte mig ned igen. Jeg betragtede det længe. Havde faktisk helt glemt, at jeg stadig græd. Gør en ende på det. Jeg vidste ikke, om det var skarpt nok, til at gå igennem. Så jeg testede det. Den uigenkendelige smerte bredte sig i håndleddet. Hun hader dig. Alle hader dig. Det gør ingen forskel, om du er her eller ej. Så gør nu en ende på det. Jeg trak ærmet ned, lænede mit hoved tilbage og lukkede øjnene. Hvordan var jeg havnet her? Mine kinder føltes klistrede, og jeg var sikker på, at min make-up var over det hele, men i det øjeblik var jeg ligeglad. Ligeglad med alt. Ligeglad med alle menneskerne jeg kendte, og ligeglad med hvad folk ville synes og tro. Døren åbnede, og rev mig brat ud af mine tanker. Hun tog med det samme det barberblad, som jeg stadig sad med i hånden. ”Kom, rejs dig op.” Jeg rystede på hovedet. Hun forstod det ikke. Hun forstod ikke hvor tæt, jeg lige havde været, på at gøre en ende på det hele. Hun forstod ikke, hvilket helvede jeg hver dag gik igennem. Og hun forstod ikke mig. ”Kom nu, Emma, gulvet er koldt. Kom ind og se film.” jeg rystede atter engang på hovedet, og kunne igen mærke tårerne bane sig ved igennem mine øjenkroge. Hun satte sig på hug, og prøvede at kramme mig. ”Du forstår det ikke.” mumlede jeg. ”Hvad forstår jeg ikke?” spurgte hun relativt hurtigt. Stilhed. Jeg kunne ikke forklare det. Jeg magtede ikke at forklare det. For uanset hvor meget jeg end forsøgte, så ville det aldrig være nok. Hun ville aldrig forstå. Og det forstod jeg godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar