Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

26.11.13

INDRE DÆMONER

Alle de år jeg havde brugt på at prøve at finde mig selv, alle de tanker om at livet på den anden side var bedre og alle de søvnløse nætter hvor jeg ledte efter en mening med det hele, føltes lige pludselig spildt. Mange års søgen og spørgsmål der aldrig burde have været stillet var der pludselig svar på, og i det øjeblik stod alting krystal klart for mig. Alt er meningsløst.

Vi bruger vores dage, timer, minutter på ubetydelige ting. Ting vi ikke vil huske tilbage på som mindeværdige. Vi spilder vores liv på ubrugelige materielle ting, mennesker vi hader og vi ved det ikke engang. Der er ikke én eneste der stopper op, mærker efter, sætter spørgsmåltegn ved vores eksistens. Ved vores liv. Vi lever det bare, tager en dag ad gangen, men hvad så, når det hele er slut? Når festen er forbi, når lyset slukkes? Fik vi opnået det vi ville, og hvad ville vi egentligt opnå? Hvad var vores mål? Var det det værd? Al sorgen, smerten, vreden og hadet?

Jeg tænker tit på at stoppe, mens legen er god. Hive stikket ud, før en anden ukendt faktor gør det. Jeg vil selv have kontrollen over mit eget liv, og ligeså hvordan det slutter. Hverken alderdom, et andet menneske eller sygdom skal tage det fra mig. Frygten der kommer ved ikke at vide hvornår ens tid er slut, er næsten ubærlig. Jeg forsøger at nyde livet, men stemmen der hvisker så svagt fra et ukendt sted i min krop fortæller mig, at det aldrig vil være nok. Håbet. Håbet om en bedre fremtid, og håbet om et bedre liv.

For jeg kan ikke løbe fra mig selv. Jeg kan løbe fra alle andre, men mit dæmonfyldte sind vil altid følge med. Kan man besejre sig selv? Jeg tror det ikke, og ligemeget hvad er det ikke en kamp, jeg er villig til at tage. Idealet for hvordan jeg selv skal være er så forbandet forvrænget, men når det kommer til andre, lukker jeg hvem som helst ind. Jeg tror det er muligt, at være knækket. Og når man først er det, er der ingen vej tilbage. Ens dage er blot en nedtælling til den sidste, og hver gang man tager luft ind, udsætter man blot sin egen død.

Men hvad gør man, når der ikke er andet end smerte tilbage? Når kampene er utallige, og alle tabte? Når ensomheden banker på, og man ikke kan andet end at lukke op, for uden den, er man bare tom? Når hadet til andre mennesker, selv ens elskede, er så ekstremt, at man sætter spørgsmåltegn ved, om man overhovedet lever? For jeg lever ikke. Jeg overlever. Forskellen er så stor, og alligevel så svær at gennemskue. Smerte er så vidt et begreb, men jeg har intet andet ord for det. Alt indeni føles forkert, og dem man troede man kendte, er som fremmede for en. Det man engang elskede, er pludselig uden betydning, og grunden til at trække vejret er ikke eksisterende.

Vi prøver alle sammen på at finde os selv, og nogle gange farer vi vildt. For nogle er vejen tilbage hurtig, for andre langsom, men lad mig spare dig en masse tid, ved at svare på verdens sværeste spørgsmål: Hvad er meningen med livet?

Der er ingen.

2 kommentarer:

  1. Det er de små ting i livet man lever for. Hvis man ser på de større perspektiver bliver det hurtigt uoverskueligt. Fokussér på hver enkelte ting. Set små mål, så som at spare op og flytte langt væk.
    Væk fra det hele.
    Man kan ikke flygte fra sig selv, men man kan lære at leve med sig selv, acceptere sig selv og kapere.
    Set de små mål og tag det derfra. Aldrig fokuser på livet som helhed, det er der ingen der kan.
    Og de der har prøvet er her ikke. Hverken fysisk eller psykisk.
    Jeg ved det for jeg har prøvet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror du har ret, men alligevel er det enormt svært for mig, ikke at fokusere på de større ting, da de i mit hoved er dem binder verden sammen.

      Tusind tak for kommentaren - det er altid rart at høre andres syn på de ting der fylder i en selv, men dette var ikke et råb om hjælp, blot en tankestrøm jeg havde brug for at sætte ord på. Ikke destro mindre var det dejligt med en andens mening.

      Jeg håber forresten at du kunne lide indlægget, og at du vil læse med fremover, for du virker da som en dejlig læser! :)

      Slet