Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

6.11.13

THIS IS A PART OF ME


Der er en side af mig, jeg ikke bryder mig om at skilte med, eller at snakke om, for den sags skyld, men det er en stor del af mig, og derfor føler jeg et behov for at lave et indlæg om det, for at vise at jeg ikke er perfekt. Det er ikke et medlidenheds-indlæg, det er bare en del af mig, jeg også er nødt til at vise, hvis jeg vil give mig selv hundrede procent. Siden jeg var 12, har jeg kæmpet med nogle indre dæmoner i mit sind, og jeg har været inde og ude af psykiatrien i alle mine teenage-år. Jeg har fået forskellige diagnoser af forskellige læger, en af dem var svær depression. Depressionen har gjort, at jeg har lukket mig meget inde, og at mit sociale samvær er problematisk. Derudover mistede jeg meget af min skolegang i folkeskolen, da jeg ikke kunne overskue mit liv. Der er sket meget siden jeg første gang fik diagnosen svær depression, men jeg er stadig ikke rask. Hver dag er en kamp for mig, en kamp mange ikke forstår. Jeg lider desværre også af angst, og har derfor svært ved mange sociale situationer, og derfor er jeg pt. hverken i gang med uddannelse, eller på arbejdsmarkedet. For nyligt fik jeg diagnosen Borderline, som er en personligheds-forstyrrelse. Det er en lidelse og ikke en decideret sygdom, og jeg har formegentligt haft den, det meste af mit liv. Jeg er lige startet i behandling for det, men troen på at alt bliver godt, efter så mange års smerte, er næsten ikke eksisterende. Jeg har oplevet alt for mange gange, at folk ikke forstår hvorfor jeg gør som jeg gør, og reagerer som jeg gør, fordi min sygdom er usynlig. Man kan ikke se på mig, at jeg har været helt nede og ligge, og ønsket at dø mere end en gang, men det er så vigtigt, at vi prøver at respektere det, selvom vi ikke kan se det. 

Jeg har i lang tid været flov over at have sindslidelser, hvilket jeg slet ikke burde. Psykiske sygdomme er desværre langt fra ualmindelige, og det er IKKE et tabu. Jeg er ikke stolt af mine problemer, selvfølgelig ikke, men jeg tror det er vigtigt, at vi tør tale om det et sted som i blogland. Alting kan hurtigt virke så perfekt og overfladisk, men vi er alle sammen kun mennesker, og vi kæmper alle sammen med forskellige ting. Jeg håber, at jeg en dag bliver glad, selvom det føles langt væk lige nu. Til dem der går inde med de svære følelser, kan jeg kun anbefale, at snakke med nogle om det. Der er ingen anden vej. Og så håber jeg, for alle de fortabte sjæle derude, at de finder deres vej.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar