Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

fredag den 10. januar 2014

THE RIGHT TO DIE


Jeg er fuldstændigt klar over, at jeg nu bevæger mig ud på usikker grund. Nogle vil formegentligt føle sig stødt, andre kan måske følge mig, men dette er et emne jeg helt personligt har brug for at berøre. Vi vælger ikke selv at blive født, og vi vælger ikke hvem vi er. Alligevel forventes der at vi værdsætter livet; behandler det som var det en gave. Vi skal være taknemmelige, og ikke mindst ydmyge over overhovedet at være til. At ville dø er et stort tabu. Ikke for mig, og måske ikke for jer, men for største delen af Danmark er det. Vi har ikke lyst til at snakke om det, høre om det eller overhovedet tænke på det. Men det er en realitet. Jeg har villet dø, men af en eller anden grund, er det ikke mit eget valg. Lige på dette punkt bestemmer jeg ikke for mit eget liv, uanset alder. Jeg er klar over, at største delen af disse mennesker kun vil mig det bedste, og at de kun siger dette fordi at de elsker mig, men hvorfor er det ikke i orden at ville dø? Hvis man er kommet til det punkt, hvor livet ikke er værd at leve og intet gør en glad, skal man så holde ud for alle andre end en selv? For mig er dette vanvid. At skulle leve for andre menneskers skyld giver ingen mening, og at andre skal bestemme om jeg må dø eller ej forarger mig en smule. Forstå mig nu ret, jeg ønsker ikke døden for nogen, og at et menneske længes efter at dø er forfærdeligt, men at det pludselig ikke er ens eget valg undrer mig. Bevares, man kan være så psykisk ustabil og ikke vide hvad man har gang i, men hvis det efter lang overvejelse virker som den eneste udvej, er det så ikke i orden? Eller er det bare selvisk og egoistisk? For mig virker det forfærdeligt at leve for at alle andre end en selv kan være glade. Det er da egoisme for alle pengene at tvinge et andet menneske til at leve, selvom denne person hver dag går igennem ekstreme mængder indre smerte, bare så man selv er glad. Jeg kan ikke understrege nok, at ethvert menneske der ønsker at dø burde komme i behandling, men hvis man efter flere års anstrengelser og grundig overvejelse stadig ikke føler livsglæde, men derimod ensomhed, tristhed og ligegyldighed, burde det så ikke være op til en selv, om man ønsker at leve videre? At leve for at gøre andre glade, imens mans langsomt selv falder sammen indeni er for mig værre, end at erkende at det bare er for svært for nogle at trække vejret. Livet er svært, og jeg tror at det er for svært for nogle. Det håber jeg en dag at vi kan erkende.

Hvis du har en holdning til emnet, er du mere end velkommen til at ligge en kommentar!

6 kommentarer:

  1. Du er et egoistisk menneske.. Som jeg forstår det, så har du haft nogle psykiske problemer, og har vel egentlig også prøvet at tage dit eget liv?
    Hvorfor er det så svært for nogle mennesker at forstå at deres liv egentlig har betydning? Se nu du begår selvmord, hvad nu hvis din mor ikke kan klare det? Hvad nu hvis hun lige pludselig også får psykiske lidelser? Eller hun vælger at dræbe sig selv også fordi hun er i dyb sorg? Der er en chance for at det du går og bøvler med smitter en anden person.. Er det det du gerne vil? Du har garanteret veninder/venner der vil bære ar for livet.
    Jeg anerkender du har psykiske lidelser, men at tage sit eget liv er den nemme løsning, det er hvad kujoner gør. Uden tvivl det er svært at leve med psykiske lidelser, men hvad med at give det en ordentlig skalle og prøve at forbedre din livs værdi en smule? Hvis du tænker over det så er dit liv ikke så slemt igen.. Du spiser garanteret hver dag, du har en seng at sove i.. Der er andre mennesker der lever i kummerlige forhold der sikkert gerne ville bytte med dig.
    Livet kan være svært ja.. Og endda endnu svære med psykiske lidelser og selvmordstanker.

    Mit råd til dig er, tag dig sammen og stop med at have så ondt af dig selv.. Der er så mange ting i livet der gør det værd at leve, det er bare med at finde de ting...

    Men hvis du ikke snart indser at det er egoistisk og kujon agtigt at begå selvmord, så har du et seriøst problem..

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej du.

      Hold da op, for en kommentar. Jeg synes det var en meget angribende besked, hvor du allermest forholdte dig til mig og mit liv, og ikke selve emnet. Mine psykiske problemer er absolut non of your business, og du har ingen ret til at fortælle mig, at jeg bare skal tage mig sammen.

      Når det så er sagt, så kan jeg på mange måder godt forstå, hvad du skriver, og du må ikke tro, at jeg ikke har tænkt de præcis samme tanker før. Men ville du selv leve for andres skyld? Jeg mener, er det et liv værd at leve? Og hvorfor skal andre bestemme, hvornår man selv skal dø? Det burde være mit eget valg, og ingen andres. Vi vælger ikke selv, at blive født. Man beder ikke just om det. Jeg tror ikke, at alle er skabt til denne verden. Og at disse mennesker, der bare ikke kan fungere, så ikke har en jordisk chance for at forlade verden med værdighed, synes jeg er forfærdeligt. At det skal gøres i skjul, fordi det er så stort et tabu, som det er. Jeg synes at verden burde til at erkende, at ikke alle kan, selvom de måske vil.

      Jeg ved, at det kan være svært at forstå og sætte sig ind i, når man aldrig har følt det sådan, men jeg håber at jeg kunne gøre det lidt mere klart.

      Slet
  2. Hvis det er på din blog og du henviser til det, så kan jeg sagtens vælge at kommentere på det. Du vælger selv at sætte skydeskiven op, jeg skyder bare. Og jeg har massere af ret til at fortælle dig at du skal tage dig sammen.. Det er en lov der hedder ytringsfrihed.

    Så hvis ikke selv vælger at blive født hvorfor skal vi så have retten til at bestemme om vi skal dø? Det er dobbeltmoralsk.. Du siger at vi ikke vælger at blive født, så giver det ingen mening at vi skal have retten til at bestemme vi skal dø. Det var noget andet hvis man nu sagde at man kunne bestemme at blive født, så kan man sige at det var en dum beslutning at blive født..

    Jeg er stadigvæk ung, og vil gerne leve for andres skyld, måske lidt noget andet når man er blevet gammel og grå,.

    Problemet er at hvis man begår selvmord eller vælger at dø selv, så forlader man ikke verdenen med værdighed.. Det kaldes at give op, og det er der ikke specielt meget værdighed i.

    Prøv at se det fra denne vinkel.. Psykiske lidelser eller noget andet der gør at livet ikke er "værd" at leve, er nu en sygdom istedet, kræft for eksempel (meget voldsomt).. Mennesker der ligger med kræft har det elendigt, der er kemo, hårtab, opkast.. Når man er i den situation er jeg sikker på man gerne vil give op og bare dø, men det kan man ikke, for så giver man op.. Man kæmper til det sidste, og hvis man så ender med at dø af sin sygdom, dør man med sin værdighed i behold.. Dette kan også vinkles sådan at en psykisk lidelse gør at man dræber sig selv, altså at man gør det fordi man er så messed up at man ikke ved hvad man laver, men det er noget andet. Jeg snakker om det bevidste valg.

    Livet handler netop om ikke at give op, men at jagte sejren koste det hvad det koste skal..

    Du har ingen anelse om hvad jeg har været igennem eller om jeg har haft samme tanker som dig.. Måske er det derfor jeg har en mening omkring emnet..

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har alle sammen ytringsfrihed, men du kender mig ikke. Du ved ikke hvad jeg har gået igennem, og hvad jeg går igennem, derfor kan du ikke sige, at jeg bare skal tage mig sammen. Det er ufølsomt af dig, da du udelukkende kun kender mig udfra min blog. Jeg bestemmer hvad du ser her, og der er meget jeg vælger ikke at ligge ud.

      Jeg er vanvittigt uenig med dig. Det er mit liv, jeg bestemmer over alt i det, så hvorfor ikke bestemme over min egen død? Mit liv, min død. Jeg ser det ikke som at give op, ej heller et nederlag, men fair nok at du ser det sådan.

      Lad mig tage dit eksempel med at have kræft. Et menneske der ligger i så store smerter, og basically bare venter på at døden indtræffer, burde have mulighed for at dø med værdighed, før livet bare bliver et smertehelvede. Det er jo ikke et liv der er værd at leve. Og på samme måde med psykiske lidelser. Heldigvis er langt de fleste psykiske lidelser til at komme igennem, og man får det oftest bedre, men hvis man efter 5-10 års benhård kamp stadig ikke føler sig glad, så er der altså noget galt

      Vi skal have retten til selv at vælge vores egen død, fordi vi kan. Vi er civiliserede mennesker, og vi er så heldige at kunne bestemme over os selv og vores liv. Så hvorfor ikke bestemme over sin egen død? Det er ikke kujon agtigt på nogen måde, det er at se realiteten i øjnene.

      Og nej. Jeg har ingen anelse om, hvad du har gået igennem. Du er anonym.

      Lad os runde den af med, at vi ganske enkelt er dybt uenige; og det er okay.

      Slet
  3. Vi er meget uenige.. Problemet er at du er bange for at dø.. Du vil selv have kontrol over det, du kan ikke klare at noget sker pludseligt. Du er en kontrol freak som jeg ser det.

    Anyhow jeg er done her, aner ikke engang hvordan jeg endte her igen..

    Problemet med dig er at du ser kræft som en dødsdom, ikke som en udfordring eller en kamp for at leve. Med den holdning kommer du ingen vegne i livet.. Du skal ændrer din indstilling til livet ellers så får du det ååååh så svært senere hen.. Din holdning til livet er patetisk.. Du har en chance for at opleve livet, der er ikke nogen 2nd chance, uanset hvilken religion du tror på.. Men det er en helt anden snak.. Dyrk noget sex, bliv forelsket, bliv hjerteknust, få en uddannelse, få en mand, børn, oplev noget.. istedet for at tænke over at det er uretfærdigt at Nanna ikke kan få lov til at dø..

    Og for at du får en ide om hvem jeg er.. Jeg havde brystkræft som 21 årig, fik en depression pga jeg troede det hele var ovre, men nogle mennesker i mit liv sagde at hvis jeg kæmpede for livet ville det blive godt igen.. Og tro mig, de tanker du har/ har haft.. Er ingenting i forhold til dem jeg kæmpede med.. mit sind var mørkt og ingen betød noget.

    Du har ikke kræft så vidt jeg ved? Så kvind dig op, og få gjort noget ved det..

    Om du vælger at tro på det eller ej, er så op til dig selv..

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har virkelig prøvet at holde en ordentlig og sober tone overfor dig, men jeg synes det begynder at blive lidt svært, når du gør det så personligt, som du gør. Dette indlæg havde sådan set intet at gøre med hvordan jeg har det rent psykisk, det havde noget at gøre med mit syn og min holdning til det at vælge sin egen død.

      At du så vælger at gå ind og kalde min holdning patetisk, at jeg bare skal tage mig sammen og at mine tanker/følelser er vand i forhold til dine er fuldstændigt latterligt. Du tror at du kender mig, fordi du har læst et par af mine indlæg, men sandheden er at du absolut intet ved om mig. Du ved ikke hvordan jeg har det, hvad jeg tænker eller har tænkt.

      Jeg synes at du skal holde din kæft, og lade være med at tro, at du kender mig, udfra min blog. Jeg har ikke brug for dig til at fortælle mig, at jeg bare skal komme videre. Hvis det var så nemt, så havde jeg nok gjort det. Jeg prøver virkelig at respektere din holdning, men du ved intet om mine psykiske problemer.

      Jeg er ked af, at du har haft kræft, det ønsker jeg ikke for nogen.

      Hav en god dag.

      Slet