Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

torsdag den 22. maj 2014

LATE NIGHT THOUGHTS


Mega sentimentale og ekstremt kliche fyldte nat-indlæg er, og har vist altid været, min ting, og nu slår hun altså til igen. Jeg fungerer bare bedre om natten; det er her jeg tænker klarest, og det er egentligt også her, jeg forstår mig selv bedst. Giver det mening? Hvis ikke, skal du nok ikke læse videre, for det bliver kun mere kompliceret fra nu af.

Et vigtigt element i min terapi omhandler min barndom, da det er her borderline udvikles. Dette gør selvfølgelig at jeg næsten genlever fortiden, på godt og på ondt. Jeg kan for en gangs skyld se sammenhænge, og lige så betryggende som det er, lige så skræmmende er det. Det er alle de her små ting, der til sammen udvikler sig til den her kæmpe store ting, der til sidst er alt ødelæggende. Og når jeg så en sjælden gang rent faktisk føler, at jeg endelig har fundet mig selv, og at jeg nu ved hvem jeg er, så er tvivlen stadig til stede. For hvordan kan jeg være mig, når min personlighed er fucked?

Jeg fandt idag ud af, at jeg satte ord på alt det, han aldrig sagde. Alt det han gav udtryk for, det han viste mig, det han gav mig - det fik jeg til at give mening ved, selv at sammensætte ordene. Disse ord hjemsøger mig stadig, og de holder mig tilbage fra så meget godt. Oplevelser, mennesker og steder jeg fortjener, men som hans uudtalte ord forhindrer mig i. Men hvordan skulle jeg nogensinde bære nag mod en der ville have ofret alt for mig?

Tanken om et liv på piller skræmmer mig. Helt ekstremt. For hvem er jeg uden? Gør de mere skidt end godt, og er det et liv, der er værd at leve uden? Millioner at spørgsmål, og i følge de kloge er den eneste der har svarene mig selv, hvilket selvfølgelig ikke ligefrem gør sagen bedre. Jeg tror, at jeg lærer. Jeg ved ikke hvordan, og om jeg nogensinde vil føle glæde igen ved jeg heller ikke, men jeg udvikler mig, og det er et godt tegn. Det er et fandens godt tegn. Stilstand er det værste sted at være, og mine tanker går ud til dem der er der. Jeg har været der alt for mange gange, og tiden står stille, og tankerne kan ikke slås ihjel. Og tankerne er det værste. 

Den eneste jeg vil være bedre end, er mig selv. Typisk konkurrenceminded kommentar, men jeg er begyndt at indse, at jeg ikke skal sammenligne mig selv med jævnaldrende. Hverken fordi de er bedre eller værre end mig, men fordi jeg er et helt andet sted. Lige nu er de fleste nitten åriges hjerner overloaded med eksamener, årsprøver og galla hvorimod mit fokus ligger på at være i live. Det er en voldsomt stor kontrast, for når ens sind er plaget af mørke, så er uddannelse, job og fremtid langt, langt væk. Det er det i hvert fald for mig. Det har været en lang og hård kamp, men jeg kan endelig sige, at jeg accepterer, at jeg er, hvor jeg er. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar