Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

18.9.15

DOING WHAT I LOVE

Jeg har siden jeg var barn elsket at skrive, kreere historier og samle mine tanker via ord på skrift (læs et tidligere indlæg om det her), og da jeg så fik muligheden for at tage nogle online skrivekurser igennem www.forfatterskole.dk tænkte jeg, at det var en oplagt mulighed for at forbedre mine skriverier, men også bare for at få noget feedback og vejledning på, hvad der er godt og hvad der kan gøres bedre. Jeg er netop nu begyndt på kursus II som er niveauet op i forhold til kursus I som jeg for nyligt færdiggjorde. Jeg troede faktisk, at jeg havde nævnt det her på bloggen, at jeg var begyndt på det, men efter et hurtigt tilbageblik i mine ældre indlæg var det tydeligt, at det havde jeg altså ikke. Kurserne varer en måned pr. kursus, og det fungerer sådan, at jeg får en opgave hver mandag og torsdag i de to første uger, og kun mandag i de to sidste. Jeg elsker endelig at kunne udvikle mig i forhold til det jeg elsker allermest, nemlig at skrive, og jeg føler at det lige foreløbig er en god ting, at der er faste rammer i form af, at man får et oplæg med bestemte krav, en opsat situation og nogle gange, at det enten skal være 1., 2. eller 3. persons fortæller for eksempel. Jeg synes det er sjovt at teste mig selv, ved at jeg ikke helt selv bestemmer, hvordan og hvorledes teksterne skal udforme sig, selvom jeg nu alligevel har ret stor indflydelse i sidste ende. Jeg glæder mig også til at se, hvordan kursus II kommer til at forløbe, jeg er i hvert fald enormt positivt indstillet efter det første kursus, som jeg selv synes gik ret godt, i hvert fald ud fra min egen mening men også udfra "underviserens" ros og ris. 

I forbindelse med kurserne mødes jeg også med en kvinde der hedder Lene, som har sindssygt meget forstand på litteratur og forfatterskab, to gange ugentligt, og sammen snakker vi om skrivemetoder, det at ville være forfatter, litteratur og meget andet. Udover det giver hun mig opgaver samt bøger jeg skal læse, hvilket jeg synes er enormt spændende, især fordi jeg siden folkeskolen ikke har fået læst så forfærdeligt meget, på trods at af jeg rent faktisk godt kan lide det. At læse andre forfatteres værker vil også give mig en klarere opfattelse af hvordan jeg selv vil skrive, og hvad om. Alt i alt er jeg enormt spændt på det hele, men nok også lidt skræmt, hvis jeg skal være helt ærlig. En ting er at drømme om at blive forfatter og at kunne leve af det, men en helt anden ting er altså at arbejde på det og rent faktisk være derude, hvor det enten er knald eller fald. Men nogle gange er man bare nødt til at springe ud i det, især hvis man ved, at det er for det bedste, og at det i sidste ende vil styrke en og ens kompetencer. I will let you know how it goes!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar