Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

torsdag den 17. december 2015

FORVIRRET, NERVØS OG SPÆNDT


Lige for tiden synes jeg, at der er mange ambivalente følelser i min krop. På en og samme tid sker der en hel masse, og så alligevel ingenting. De sidste par måneder har været lidt underlige for mig, med en lille nedtur i bagagen; jeg tror måske, at jeg skal vænne mig til, at livet er fyldt med op- og nedture, og at fordi jeg har det rigtig dårligt i nuet, så betyder det ikke, at det er permanent, som det har været før. Derudover har inspirationen været rigtig lav, og bloggen er derfor blevet forsømt især den sidste måned, hvilket faktisk ærgrer mig.

Idag skal jeg til et møde, som kan være afgørende for min dagligdag det næste år - og jeg er derfor spændt, men også rigtig nervøs. At skulle "performe", for eksempel til en eksamen eller i en opgave foran klassen, har aldrig været min stærke side, og dertil kommer nervøsiteten, angsten og ideén om, at jeg kommer til at fejle. Men jeg tager det i stiv arm! Jeg kender efterhånden mig selv ret godt, og ved hvordan jeg reagerer; derfor må jeg bare forsøge at være på forkant, og forberede mig selv, så godt jeg kan. Hvis mine planer kommer til at lykkes, skal jeg nok fortælle meget mere om dem!

Generelt har jeg dog følt mig lidt ved siden af mig selv på det sidste, hvorfor ved jeg ikke helt. Der er nogle ting, der ikke spiller i mit liv, og måske har jeg for stort fokus på dem; måske skal jeg blive bedre til at nyde de små glæder, og minde mig selv om de ting, som jeg rent faktisk lykkes med. De små sejre! Måske har jeg bare brug for en god, lang juleferie sammen med de mennesker jeg holder af - kærlighed er vel den bedste medicin.

Jeg vil ikke love noget, når det kommer til mængden af blogindlæg den sidste halvdel af december måned - fra nu af kommer der virkelig stress på, med aftaler og ting der skal ordnes både før og efter juleaften, men jeg vil sige så meget: hvis inspirationen og tiden rammer mig, så vil jeg ikke tvivle med at ty til bloggen - for det er her jeg har hjemme. God jul alle sammen, og skide godt nytår! Vi ses næste år, hvis ikke før. Møs

Ingen kommentarer:

Send en kommentar