Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

10.2.16

EDUCATING MYSELF


Det er efterhånden et godt stykke tid siden, at jeg sådan for alvor har siddet på skolebænken, og det var derfor med nerver og nedbidte negle jeg for en uge siden trådte ind i et klasseværelse igen. Jeg startede nemlig til psykologi på HF enkeltfag i Ringsted, hvilket var en beslutning jeg tog en måneds tid før. Jeg smagte lidt på faget da jeg gik på efterskole, men selvfølgelig på et helt andet niveau, end det er nu, og jeg må sige, at jeg blev bidt. Jeg har altid interesseret mig for mennesker, psyke og hvordan vi som individer egentligt hænger sammen, og måske især grundet min diagnose og den store indsigt, som jeg igennem den fik af mig selv.

Dog er det helt klart en udfordring, og uden tvivl noget jeg skal vænne mig til, at sidde dér i blandt andre mennesker, at skulle lytte til en lære og indtage viden på den måde. Det er egentligt ikke noget jeg før, dengang jeg gik i folke og på efter-skole, tænkte over, men når man ikke er vant til at skulle sidde stille på en stol, lytte og forstå og huske hvad man bliver undervist, så er det faktisk ret svært, synes jeg. Udover det er der selvfølgelig det sociale aspekt af det; ikke at jeg er totalt inkompetent på det område, men jeg tror de fleste af os synes, at det kan være lidt svært bare sådan lige at komme ind på nye mennesker, og der er jeg ingen undtagelse. 

Det sidste halve år har jeg taget online skrivekurser og samtidigt fået skriveopgaver, bøger jeg skulle læse og generel "undervisning" omkring litteratur og skrivekundskab af en kvinde som hedder Lene, men det var noget helt, helt andet i mit hoved - for det føltes ikke som skole eller undervisning. Måske fordi jeg havde en helt anden interesse i det, måske fordi det var one on one eller måske fordi, det ikke var skole som man normalt vis kender til det. Det gav mig dog rigtig meget, både personligt og fagligt og vigtigst af alt, så havde jeg det godt med det - det føltes rart. 

Om halvanden uge skal jeg for første gang til Bornholm, for at vedholde det samarbejde som jeg med tiden har fået med Lene. Hun har nemlig skiftet job og er derfor flyttet tilbage dertil, og det er derfor endnu en ny ting, som kommer til at fylde i mit liv. Det ville nemlig være enormt dumt, at give den udvikling som jeg det sidste halve år er gået igennem op, og vi har derfor valgt at fastholde det ved, at jeg en weekend om måneden tager et smut hjem til hende på Bornholm. Det er en smule angstprovokerende, både fordi jeg aldrig har været på øen, men også fordi det lige pludselig bliver ret personligt. Indtil videre har vores "forhold" været ret professionelt, hvis man kan kalde det det, men eftersom jeg rent personligt enormt godt kan lide Lene, så tror jeg, at det er en positiv retning tingene går.

Så for tiden sker der altså nogle ting i mit liv, som vender lidt op og ned på alting. Jeg har alligevel en forhåbning om, at det hele er for det bedste - at de vil være en del af min fremadrettede udvikling, at de kun vil gøre mig stærkere på alle punkter. Dog er alle begyndelser hårde, og især for sådan en som mig, derfor vil de uden tvivl kræve tilvænning fra min side af. Meeen, jeg går nu alligevel ind i det med et positivt sind, for jeg tror, at det er 50% af et succesfuldt resultat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar