Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

onsdag den 4. maj 2016

BEING AFRAID

At være bange er en eksistentiel følelse. Alle mærker den fra tid til anden, og den er også sund i visse situationer; men hvad sker der, når den går fra at være forståelig, til at være drænende, forhindrende og permanent? 

Jeg er bange. For mange ting faktisk, men især over det faktum, at jeg muligvis aldrig bliver til noget. Nogle, og nok de fleste, vil ryste på hovedet af dette, og formegentligt mene, at selvfølgelig skal jeg nok blive det, hvis jeg da bare kæmper for det, og der er en af problematikkerne. For jeg har altid kæmpet for det. Kæmpet for at holde ved min skolegang, lære og ligesom så mange andre, prøvet at finde hoved og hale i, hvad der var op og ned i job og uddannelses universet. For det er svært, og måske især for mig. 

Jeg er netop fyldt 21, og er allerede på kontanthjælp. Det kom jeg faktisk allerede som 18-årig, og det er en skam, jeg har ekstremt svært ved at indrømme. For det er et socialt stempel, som nok de færreste, uanset alder, har lyst til at have på sig. Jeg ved, at der er gode grunde til det, og at det for mig var den eneste mulighed, men det gør det ikke mindre hårdt overhovedet, især ikke når de fleste andre unge, problemfrit suser igennem gymnasiet, universitetet og de mange, lange uddannelser vi er så heldige at have til rådighed. Det er i hvert fald sådan det kan føles, når man ligger nede i sit mørke hul, og det er svært. Det er alt sammen svært.

Jeg er bange for ikke at være god nok. Jeg har altid fået af vide, at jeg selvfølgelig var det - at mit bagland elskede mig for den jeg var, og at jeg var mere end bare en diagnose for dem, og jeg ved det er sandt. Men jeg har aldrig følt mig god nok. Og det har hindret mig i flere ting, end jeg kan sætte tal på. Det har spændt ben, og det dårlige selvværd har været en tung sten, som har været placeret dybt nede i rygsækken; så langt nede, at den har virket umulig at få op. 

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med mit liv. Jeg har altid elsket at skrive, men selv dér føler jeg mig utilstrækkelig - til tider har jeg følt, at jeg har fundet min plads i litteraturens verden, men det har altid varet i kort nok tid til, at jeg er blevet helt vildt i tvivl. Jeg ved ikke, hvor jeg hører hjemme, og den usikkerhed og følelse af ikke at passe ind nogen steder, tærer på min sjæl. På mine mørkeste dage, er jeg overbevist om, at jeg er helt alene. Jeg ved i min hjerne, at jeg har folk som elsker og bekymrer sig for mig, men hvis jeg ikke kan elske mig selv, betyder det så overhovedet noget?

Jeg er bange for jeg aldrig bliver lykkelig. Jeg har efterhånden fundet ud af, at dét at være lykkelig, ikke er en permanent tilstand; det er en følelse, som kommer i øjeblikke, men når jeg siger lykkelig, så mener jeg den varme, sunde fornemmelse af, at man er glad og tilfreds. At selvom livet engang imellem spiller en et puds, og at små ting i hverdagen kan irritere, så er der en generel glæde, som altid holder en oppe. Jeg har altid forpustet og med forkrampede ben forsøgt at holde mig ovenvande, og det er ikke altid lykkes. Men det er mit mål. Det er min drøm. Og jeg vil kæmpe for det, så længe jeg kan; nogle dage er bare hårdere end andre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar