Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

lørdag den 11. juni 2016

A BLAST FROM THE PAST


Jeg indrømmer gerne, at jeg har en lidt narcissistisk side, og rent faktisk har jeg haft den lige siden jeg i 10-12 års alderen bevægede mig ud af barndommen, og ind i teenage årene. Det kommer nok ikke bagpå nogle, især fordi jeg blogger om mig selv og mit liv, og det er heller ikke noget jeg skammer mig over. Nok er det et negativt ladet ord, dog ville det være uaccepterende af mig selv, hvis jeg ikke anerkendte og omfavnede den - og det gør jeg så, med en tur ned af memorylane. 

Disse billeder spænder fra 10 til 17 år, dog kan jeg ikke sætte den præcise alder på alle billederne, heh. Utroligt nok har disse og et par (eller mange) flere selfies - selvom nogle af billederne er taget før ordet overhovedet blev reelt - overlevet døde computere, og det er jeg taknemmelig for! Jeg har haft tisgult hår, i et mislykket forsøg på at blive platinblond, haft sort hår, i et mislykket forsøg på at blive brunette, haft overplukkede øjenbryn og alt for nedringede toppe på, i forhold til at jeg kun var 14 år, og selvom jeg kan krumme tæer af det nu, så ved jeg, at jeg ikke er den eneste, som er gået igennem disse ting.

Det startede for alvor, da jeg i smug købte et webcam og fik erhvervet mig en kameratelefon. Mange billeder er der blevet taget igennem årene, og tro det eller ej, ikke kun af mig selv. Jeg var (og er stadig) den irriterende veninde, som altid lige skulle tage billeder, og jeg har altid elsket at kigge tilbage på minder, oplevelser og øjeblikke igennem dem. 

Jeg må alligevel indrømme, at nogle billeder var for pinlige til at tage med i dette indlæg; i en al for ung alder, havde jeg et behov for at vise og udtrykke mig selv, i sidste ende for at få anerkendelse, og det skete blandt andet igennem billeder, på det dengang store IT-sted arto og så selvfølgelig MSN. Jeg tiltrak stensikkert de forkerte typer igennem korte kjoler og nedringede toppe, og selvom jeg ikke fortryder det, så ærgrer jeg mig over, at jeg følte, at jeg var nødt til det. Selvværd og selvtillid har aldrig været noget, som jeg har haft meget af, derfor søgte jeg altid 5 sekunders følelse af det, igennem et kompliment eller opmærksomhed.

Som sagt fortryder jeg intet, for det ville i min optik være spild af tid, men hvis jeg havde muligheden for det, ville jeg uden tvivl hive fat i mit 13-årige jeg, og fortælle hende at hun er god nok, og at hun ikke behøver at vise sin krop, for at få kærlighed. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar