Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

mandag den 20. juni 2016

ANXIETY

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg ved ikke engang, om jeg overhovedet vil offentligøre dette indlæg. Jeg ved kun, at det at skrive, sætte ord på mine tanker og følelser, er mit eneste redskab, og at det derfor måske kan hjælpe mig. Det er i hvert fald mit håb.

Det hele er uklart og uvist. Min krop reagerer på noget, som min stakkels hjerne ikke engang er klar over, og de ender begge i forfærdelig lidelse. Min logiske del forsikrer mig om, at det bare er kroppen der reagerer på det stress og pres jeg har været under, og at det ikke er farligt, kun ubehageligt - og at det nok skal gå væk igen. Min hypokonder del er derimod slet ikke i tvivl om, at jeg har en skjult hjertesygdom, som for to måneder siden brat blev vækket fra sin dvale, og som nu forstyrrer og i sidste ende dræber mig. Min følsomme side græder, er fortvivlet og bange for hvad konsekvensen i sidste ende kan blive. Er ked af alle de ting jeg ikke kan, fordi denne formodede stressfremkaldte angst spender ben, og for de mennesker i mit liv, det også går udover. 

Jeg mærker kaos. Skuffelse over mig selv; over at jeg ikke er stærkere, at jeg ikke kan klare presset. At min krop forråder mig. Jeg har altid været følsom, altid været sensitiv over for stress; hvert et indtryk fra verden omkring mig har påvirket, men aldrig har jeg mærket min krop reagere så voldsomt, så kraftigt, når der intet var at være bange for. Ironien i det er, at de kropslige reaktioner GØR mig bange, og at det på den måde forstærker situationen. 

Jeg har været igennem en del diagnoser, såsom depression, stress og den mere permanente borderline personlighedsforstyrrelse, og faktisk troede jeg også, at jeg havde oplevet angst. Med mindre, at det jeg de sidste 2 måneder har mærket, ikke har været angst, men rent faktisk noget fysisk, så ved jeg nu, at jeg bestemt ikke for alvor har følt reel angst. Før nu. Det er skræmmende, forvirrende, uvirkeligt og frustrerende, og jeg føler mig magtesløs overfor min egen krop og psyke. Jeg kan ikke finde hoved og hale i, hvad der trigger min krop, og fremtiden føles mørkere og koldere end umiddelbart ventet. Med et 10-tal i psykologi, og en festival mindre end en uge væk, burde jeg være glad, afslappet og tilfreds, men min krop stritter imod, og jeg ved ikke hvordan jeg skal kæmpe imod det her. Det føles alt for overvældende. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar