Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

torsdag den 14. juli 2016

ANXIETY PART TWO


Det skulle være min første gang. Godt nok havde jeg en portion skeptiske tanker med inde over beslutningen, alligevel var det dog en oplevelse, som jeg ikke ville være foruden i mit liv. Enten elsker man det, eller også decideret hader man det; og jeg følte ikke, at jeg kunne kategorisere mig selv, før mine fødder havde stået i mudder, mine trommehinder havde smertet, og min lever havde følt sig misbrugt. 2016 skulle blive mit første festival år. Det var i hvert fald planen jeg det sidste år havde lagt, det viste sig dog, at min krop havde andre planer.

Det begyndte et par måneder inden min psykologi-eksamen. Ubehagelig hjertebanken, især ved sengetid, begyndte at titte frem fra dybet, og en form for uoverskuelighed pressede sig på. Stædig som jeg er ignorerede jeg det, i håbet om at det nok skulle gå væk af sig selv, og gik til den med psykologi-timer og læsning i lange baner.

Min eksamen gik godt. Jeg kom igennem det, og endda med en karakter jeg sagtens kunne være stolt af. Knapt en uge efter, begyndte anfaldene. Ekstremt høj puls, voldsom trykken for brystet, konstant summen i kroppen, besværet vejrtrækning og generel utilpashed. Aldrig havde jeg oplevet noget lignende, og aldrig havde jeg været så bange. Når det var værst, var jeg overbevist om, at jeg nu skulle dø. At min dag var kommet, at dette ville være endestationen. Jeg googlede mine symptomer om og om igen, for alt indeni mig skreg, at dette på ingen måde var normalt. De ledte alle tilbage til stress og angst.

Jeg vidste godt, at jeg det sidste halve år havde været presset og stresset, og min psyke havde også taget et par styrtdyk på vejen, men aldrig nogensinde havde jeg troet, at jeg kunne presse mig selv så hårdt, at min krop ville reagere så kraftigt. Anfaldene kom ud af det blå, og min krop var i konstant ubehag. Efter et besøg hos vagtlægen fik jeg af vide, at mit blodtryk var normalt og at det formegentligt var angst. Ugen efter var jeg 2 gange til lægen, og fik det samme af vide: du har angst. Dog fik jeg, for en god ordens skyld, taget hjertediagram, blodprøver og endnu en gang blodtryk; alt var, som det skulle være. Normalt ville det have beroliget mig, og det gjorde det nok også på et eller andet plan, alligevel var jeg efterladt med endnu mere frygt. Dette kunne ikke ordnes medicinalt eller ved en operation, dette var psykisk.

Jeg besluttede mig i sidste øjeblik, og efter ekstremt meget overvejelse, ikke at tage afsted på Roskilde Festival. Min logik fortalte mig, at mange mennesker, alkohol, høj musik og generel uro ville være skidt for mig, når jeg var så sårbar. Jeg er idag sikker på, at det var den rigtige beslutning, dog ærgrer det mig stadig enormt. Det skulle have været en fantastisk oplevelse, med højt humør og masser af sjov - dog har jeg ingen kontrol over de ting som er sket, og jeg accepterer fuldt ud min situation.

Jeg har nu i en måneds tid ugentligt gået til psykolog, og om det hjælper er stadig svært at sige. Efter det hele brød ud, har jeg stort set kun ligget vandret på min sofa, og dét har med sikkerhed hjulpet, fordi mit stressniveau var ekstremt højt. Det er det stadig; der skal ikke meget til, før jeg ryger ud over kanten, men jeg bevæger mig uden tvivl i den rigtige retning. Dog har det taget en del tid at bygge op, og det vil derfor også tage en del tid, før jeg begynder at føle mig normal igen. Det er en lang, og pinefuld hård proces, men jeg har intet andet valg, end at kigge fremad og arbejde hårdt. Angst er uden tvivl det værste jeg er gået igennem, og hvis jeg aktivt kan gøre noget, for at forhindre at det sker for mig igen, vil jeg så absolut gøre det. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar