Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

22.7.16

SO WHERE DO I GO FROM HERE

Det er en proces. Livet går videre. Uanset hvor gerne jeg end ville, så kan jeg ikke stoppe op eller give op. Jeg bliver nødt til at finde en måde, hvorpå jeg kan forene mig med min angst, forstå den og især acceptere den. At kæmpe imod gør kun ondt værre, derfor gør jeg det komplet modsatte helt bevidst, når angsten viser dit grimme fjæs, hvilket desværre stadig er ofte.

Problemet er, at det ikke bare er angst. Det er en stressfremkaldt angst. Det betyder, at mine ressourcer er skræmmende små lige nu, og at der kun skal en indkøbstur eller en eftermiddag med mine veninder eller en times rengøring til, før jeg begynder at få angstsymptomer. Og ikke bare kommer de, de bliver. 

Jeg forstår virkelig godt, at mennesker som aldrig har oplevet den slags angst på egen krop, ikke kan forstå det eller sætte sig i mit, eller andre med angst, sted. For det kunne jeg ikke. Jeg kendte til angst, men havde egentligt ingen idé om, hvordan det føltes. Jeg anede ikke, hvad man går igennem og må udholde når man oplever voldsom angst, før nu. Og det er pisse skræmmende.

Så hvordan kommer jeg videre herfra? Det kommer til at tage sin tid. Selvom tiden ikke stopper, og livet går videre, så føler jeg alligevel, at jeg sidder fast. Jeg kan bogstaveligt talt intet overskue, og selvom min hjerne gerne vil alt muligt, så kan min krop ikke. Det er underligt, for jeg har fået af vide, at det er tankerne der styrer angsten, men sådan føler jeg det slet ikke.

Jeg føler, at jeg har været i angsten i evigheder, selvom det reelt kun er 1 måneds tid den for alvor har hærget. Jeg prøver bare at komme igennem dagene, håber på en bedre imorgen og tager det minut for minut. Jeg kan ikke planlægge fremad lige nu, og jeg kan ikke, hvor end jeg gerne ville, alle de ting menneskene omkring mig gerne vil have, at jeg skal kunne. 

Jeg tror på, at det hele nok skal blive godt igen. Det er jeg nødt til. Jeg kan ikke give op, for så har angsten vundet. Jeg bliver nødt til at indse, at jeg er mere sensitiv og skrøbeligere end de fleste. Min stresstærskel er lav, og jeg tager alting ind uden filter. Det gør mig ikke svag, men det gør mig heller ikke nødvendigvis stærk; det gør mig til den jeg er, og det kan jeg ikke løbe fra. 


Grunden til at jeg skriver disse indlæg, hvor jeg åbent fortæller om min angst, er, at jeg forhåbentligt kan nå ud til nogle, der går igennem det samme. Jeg selv havde ikke stor kendskab til lidelsen før den ramte mig, derfor håber jeg, at jeg kan være med til at udvide folks viden indenfor den mentale sygdom det er, samtidigt med at jeg kan vise jer derude, som på nuværende tidspunkt går igennem lignende eller identiske symptomer og tanker; I er ikke alene.
Læs mit første indlæg om angst her og mit andet indlæg om angst her 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar