Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

13.8.16

SERIOUSLY, WHERE IS THE LOVE?


Fra barnsben af lærte jeg, at vi skal respektere, anerkende og acceptere andre mennesker, præcis som de er. Uanset religion, seksualitet, hudfarve eller køn så er vi alle mennesker, og derfor på lige fod. Vi skal behandle andre som vi selv vil behandles, og vi må hjælpe til der hvor vi kan. Det var en del af min opdragelse, nogle værdier som mine forældre videregav til mig, og som jeg er så uendeligt glad for at have, den dag i dag.

Derfor har jeg så sindssygt svært ved at forstå, når andre ikke har det på samme måde. Vores verden er fyldt med næstehad, diskriminering og vold. Og jeg forstår det ikke. Bunder det i bar frygt, eller ligger der noget dybere bag? Vi ser til, mens mennesker er på flugt fra krig, mens mørkhudede mennesker hades alene for at se anderledes ud, og homoseksuelle bliver set ned på, for at gøre hvad der føles rigtigt for dem. Hvorfor har vi så travlt med hvad naboen gør, og hvorfor går det os så meget på? 

Jeg, som kvinde, er seriøst bange for at gå ude alene når mørket falder på, kun fordi jeg er nervøs for at blive overfaldet. Nogle vil kalde det irrationelt, men af en eller anden grund synes mange mænd, at det er okay at have sex med kvinder mod deres vilje. Om det så er til festen, på gaden, i hjemmet; så er det aldrig okay, og alligevel er det kvinderne der bliver tvivlet på. Havde hun mon udfordrende tøj på, gik hun virkelig alene rundt, og havde hun nu sendt forkerte signaler? Det er aldrig voldtægtsofferet skyld, og jeg synes virkelig, at det er en grim udvikling det har taget.

Et eller andet sted hen af vejen, er det blevet okay at tilsvine hinanden online. De sociale medier er et fortrukkent sted, og skældsordene flyver om ørene på os alle sammen, som var det ingenting. "Kælling", "idiot" og "luder" bliver flittigt brugt i diskussioner og debatter, og et upersonligt emne bliver pludselig personligt. Hvordan er det i orden? Bare fordi vi ikke sidder ansigt til ansigt med hinanden, betyder det i min optik ikke, at vi har retten til at være respektløse overfor hinanden. Vi dømmer hårdt, og har intet problem med at tilkendegive vores holdninger, desværre ofte på en meget grim facon. Det er okay at være uenige, det er det som rykker og udvikler os, men at være direkte modbydelig over for andre mennesker, kun fordi man ikke ser hinanden i øjnene, er ekstremt barnligt. 

Jeg frygter menneskets fremtid. Flere og flere glemmer at respektere hinandens valg, beslutninger og grænser, og det skræmmer mig. Vi er alle forskellige, og personligt er det dét, jeg synes gør os smukke. Det er hadet til, at andre skiller sig ud fra mængden og er det modsatte af en selv, der er så dræbende i samfundet. I mine øjne stammer det af for lidt information, en dårlig selvfølelse og generel usikkerhed. For hvis vi var sikre på hvem vi selv var, tror jeg ikke at vi ville have så travlt med hvem andre var, hvem de elskede, hvordan de så ud eller hvad de troede på. Det er så individuelt og personligt, og så længe det ikke skader eller diskriminerer andre individer, så burde vi være fucking ligeglade.

Jeg tror på næstekærlighed. Jeg tror på det bedste i mennesker. Vi gør alle vores bedste, nogle trænger bare til at kigge indad og reflektere over, hvorfor de er så bange for dét som er anderledes fra dem selv. Jeg håber, at vi en dag kan leve i en verden, hvor vi giver plads til hinanden, og kan glæde os over, at ikke alle er bygget ens. Måske er det en hippie-indstilling at have, men jeg står ved den. For i min verden, er det det vigtigste.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar