Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

onsdag den 3. august 2016

THE TRUTH IS...


Når jeg her på bloggen på det seneste har skrevet om hvordan jeg har det, min tankegang og hvad der pt. sker i mit liv, så har jeg forsøgt at forholde mig positiv. Faktisk har det ikke været fuldkommen bevidst, jeg tror bare at jeg siden min angst brød ud, har tænkt at hvis jeg bare forblev optimistisk, tænkte at det hele nok skulle gå og egentlig bare var stærk, for mig selv og alle andre, så skulle det nok løse sig. Det har på ingen måde været fordi, at jeg ville narre jer derude, som rent faktisk læser med, tvært imod tror jeg, at jeg har undertrykt det overfor mig selv. Noget i mig har ikke ville erkende, at det faktisk har været pisse hårdt, og at det har været en kæmpestor omvæltning, som har påvirket mig negativt.

For nylig gav jeg mig selv lov til at være ked af det, og det føltes uendeligt lettende. For dette var ikke den sommer jeg havde planlagt, jeg er enormt nervøs for hvordan min fremtid ser ud, og angst ér en kælling jeg hellere end gerne havde været foruden. Det, at jeg endelig gav mig selv lov til at være fortvivlet, trist og bange lettede en smule på angsten, dog åbnede det en ny, og alligevel ældgammel bog; håbløsheden og de selvdestruktive tanker.

Jeg føler lidt, at jeg er tilbage til start. Psykiater, medicin og terapiforløb er igen på tale, og selvom at jeg ved det er nødvendigt, er det alligevel en sorg jeg ville ønske jeg ikke skulle bære. Jeg har været igennem det før, og ved derfor at det er en af de hårdeste kampe at kæmpe. Heldigvis kæmper jeg den ikke alene; mine forældre støtter mig uendeligt, det samme gør mine dejlige veninder, jeg er bare alligevel efterladt med en enorm ensomheds-følelse. For selvom støtten er der, er det mig der igen skal igennem det. Det er mig der skal slæbe det tungeste læs, og jeg føler ikke at jeg kan. Jeg er ikke klar, til at gentage krigen mellem mit skrøbelige sind, mine dysfunktionelle tanker og samfundets forvetninger. Troen på, at jeg nogensinde vinder er minimal.

Så her er det. Den smertefulde sandhed. Jeg er ikke okay, og frygten for at jeg måske aldrig bliver det, sidder så dybt. Jeg vil rigtig gerne tro, at hvis man bare holder hovedet højt og omgiver sig med positiv energi, så løser det hele sig i sidste ende - men jeg har været igennem for meget, til at det rent faktisk virker reelt. Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske; jeg håber på det bedste og forventer det værste. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar