Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

4.9.16

WHEN LIFE STANDS STILL


Hele denne sommer, har mit liv stået stille. Alt er blevet sat på pause. Min krop, mit sind og mit helbred havde desperat brug for det, men selvfølgelig har det en bagside. Dagene har føltes uendeligt lange, og dét at kunne følge andres oplevelsesrige, spændende, festlige og ikke mindst sjove sommerferier, har været lidt af en prøve. Selvfølgelig er sociale medier generelt set et glansbillede, det er det i den grad også på mine accounts, men når tårerene ingen ende vil tage, angsten styrer ens liv og man på alle måder er handlingslammet, så er det pisse svært at huske på netop det. 

Men jeg er langsomt begyndt at komme ovenpå igen. Min krop har det bedre, og overskuddet bygges op sten for sten. Jeg kan efterhånden klare de huslige pligter selv, og selvom det kan føles dybt komisk at være stolt af at have støvsuget lejligheden selv, så bliver jeg nødt til at glæde mig over de små sejre - for det kunne jeg ikke for bare en måned siden. Dog er jeg ekstremt påpasselig, og på mange måder overforsigtig. Jeg ved, at jeg på et tidspunkt bliver nødt til at rejse mig op fra mit grimme styrt, men i min optik hellere for langsomt end for hurtigt. Jeg føler stadig, at jeg bevæger mig kvalmende tæt på kanten, derfor passer jeg rigtig meget på mig selv lige nu, og vælger at lukke verden ude lidt endnu. 

Alle de ting, som før føltes små, normale og måske ubetydelige, føles nu som store skridt. For eksempel har jeg ikke drukket alkohol siden angsten hev mig ned, og nu føles det faktisk ret angstprovokerende, at skulle gøre det. Lige ledes har jeg ikke været i byen, i biografen, til sociale begivenheder i mere end et par timer, kørt i tog eller været ude med veninder, og det er klart, at jeg savner det. Jeg savner mit normale liv, at gøre alle de ting som jeg før holdt af. Det virker bare så kæmpe og skræmmende, og selvfølgelig bunder det i frygten for, at jeg muligvis ikke er klar. At det vil gøre mere ondt end godt. Jeg ved det ikke før jeg springer ud i det, men at skulle være parat til at tage slagene, hvis det viser sig at jeg ikke er klar, er mere end jeg kan kapere. 

I den kommende uge skal jeg til mit første møde med en psykiater. Det har været længe undervejs, og jeg er egentligt mest nervøs. Mange, faktisk de fleste, af mine fysiske symptomer er stilnet af, derfor er det usikkert, om den professionelle vurdering indebærer medicin, og hvis ikke - kan de så gøre noget for mig? Ideén om, at jeg muligvis igen får en slags afvisning er næsten ikke til at bære, derfor er mit håb, at de kan tilbyde mig en eller anden form for behandling. Noget, som kan hive mig op, hjælpe mig videre og muligvis give mig forståelsen af, hvad der præcis er gået galt. 

Det er hårdt, at bloggen lider under mit fravær. For tiden føler jeg mig tom, uinspireret og mentalt drænet på mange måder, og jeg vil hellere holde min kæft, end at fremtvinge ligegyldige ord. Selv dette indlæg har været en mindre kamp at skrive, for jeg føler mig virkelig fraværende, alligevel følte jeg, at jeg skyldte bloggen en update, og visheden om at jeg stadig er i live. I hvert fald lidt endnu. Og så er jeg faktisk skide glad for, at efteråret endelig har anmeldt sin ankomst. Efterårsvind, gyldne blade, lune sweatre og en decembermåned, som nu hastigt nærmer sig, er lige hvad jeg har brug for. Husk at kramme jeres nærmeste og kysse på jeres dyr, være gode mod jer selv og hinanden og mærke efter, hvad jeres krop og sind fortæller jer. Og hav så en dejlig søndag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar