Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

13.11.16

SUNDAY THOUGHTS


Igår kom jeg hjem fra halvanden uges afslapning hos min mor i NV. Jeg har ikke boet sammen med hende i en del år og har desuden boet alene i hele 2 år nu, jeg var derfor spændt på hvordan det ville gå og hvor godt jeg ville kunne slappe af, når jeg nu ikke havde den samme plads og tid til mig alene. Det var heldigvis sindssygt rart og hyggeligt, især fordi min mor på mange måder er min bedste ven. Min angst blev hverken værre eller bedre, dog havde jeg mindre tid til at være i mit hoved konstant, derfor var det næsten en lettelse at have fokus andetsteds. 

Denne søndag har jeg indtil videre spenderet i vist strik-sæt, som omgående blev mit nye favorit go-to tøj. Jeg har ventet længe på at mærke det mod min hud, fordi det så tålmodigt har ventet på mig på posthuset her i Ringsted, men hvor er det bare som forventet! Dejligt, blødt og varmt. 

Jeg startede også formiddagen ud med, at sætte dokumentaren med Leonardo DiCaprio i hovedsædet på mit fjernsyn, nemlig Before the Flood. Jeg fandt mig selv med dryppende tårer filmen igennem, og sad bagefter med en rungende frygt, knugende tristhed og enorm overvældelse. Vores verden som vi kender den ændrer sig, og har gjort det med større hastighed end jeg faktisk umiddelbart troede. De store klima-ændringer, som skyldes os menneskers gøren, ødelægger vores planet for hver dag der går, og fremtiden ser virkelig mørk ud, med mindre vi alle gør en indsats for at ændre på det. Jeg er typen der påvirkes ekstremt meget. Af mine egne følelser, af andres handlinger, af verden omkring mig. Selvom vi i Danmark er langt foran andre lande når det kommer til miljøbevidsthed, så påvirker det os alligevel i sidste ende, hvis ikke alle gør sit. Jeg anbefaler ALLE at se dokumentaren, da den giver et seriøst godt indblik i hvordan hele verden er påvirket af dette, og også hvordan vi selv som individer kan gøre en forskel. Den kan lejes hos Viaplay for en halvtredser, og kan ellers streames mange steder på nettet.

- og hvordan skriver man så, om noget så banalt, som et ødelagt kamera efter så tungt et emne? Jeg ved det ikke, men nu prøver jeg alligevel. For selvom verden i den grad føles fucked op og forkert på så mange punkter lige nu, så kan ingen af os holde til, at tænke på det konstant. Derfor er vi nødt til at snakke om, tænke på og skrive om de banale ting. Så det vil jeg gøre nu. For et par uger hos min mor i samarbejde med to slags anti-depressive piller om dagen, har vist sig at være kuren mod skrive- og inspirations blokade. I hvert fald lige nu og i hvert fald for mit vedkommende. Desværre ventede der sig en temmelig irriterende opdagelse for mig, i form af at mit kamera nægtede at tænde. Så nu er det intet andet at gøre, end at vente på et nyt batteri finder vej til mig, og at dét så er løsningen. 

Jeg vil runde dette rimeligt random-emnede indlæg af, med et virtuelt kram til jer. Jeg håber i har haft en weekend efter jeres ønsker, og at den kommende uge bliver god. Hvis ikke, så hang in there - det er snart december, hvilket betyder slik, kager og fed mad uden dårlig samvittighed, gaver i alle størrelser, julefilm og julemusik, og ikke mindst ferie og familiens nærvær. Kys

Ingen kommentarer:

Send en kommentar