Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

søndag den 15. januar 2017

HAR JEG EN DIAGNOSE ELLER ER JEG EN DIAGNOSE?

Ofte har mine diagnoser styret mit liv; jeg har indelukket mig selv, været nødsaget til at sige fra til ting jeg virkelig ville, haft større og til tider ubegrundede udbrud end normalt og står i en økonomisk situation, som ikke er et ønskescenarie - og det er desværre kun for at nævne få. Så hvor skiller grænsen mellem diagnosen og personen inde bag?

Jeg sad forleden og så Aftenshowet på DR1, hvor en mand med post-traumatisk stress syndrom blev interviewet omkring dette. Fokusset lå på hvordan mennesker med psykiske diagnoser bliver set på og behandlet generelt i samfundet, og på nogle planer kunne jeg relatere. Jeg har langt hen af vejen været heldig at have fantastiske mennesker omkring mig, som har set mig for Nanna og hverken mere eller mindre end det, dog tror jeg mange mennesker tager afstand når en psykisk lidelse bliver italesat, lige så vel som fysiske handikap - måske især for dem det ikke er relaterbart for, og som ikke selv har haft det tæt inde på livet.

Psykiske lidelser har det med at styre ens liv, om end påvirke det i en signifikant grad. Jeg har oplevet det - og oplever det stadig - og det er pisse hårdt. Dog er det super vigtigt at dem som står på sidelinjen ser personen inde bag diagnosen, om det så er familiemedlemmer, kollegaer, tætte venner eller bekendte. Unødvendige hensynstagninger kan få mennesket inde bag til at føle sig lille og hjælpeløs, og det er ofte noget af det sidste, man i disse situationer ønsker at føle sig.

Vi skal passe på med at stigmatisere diagnose-ramte, for vi er alle forskellige og lige så er vores symptomer og behov. De heldige kommer ud på den anden side af en psykisk sygdom, andre er nødt til at leve med den - uanset situationen eller mennesket, har vi alle brug for at blive set og blive hørt. Det gælder både at støtte når der er brug for det, men endnu vigtigere også at have en så normal relation som muligt.

Min konklusion er vist rimelig klar; vi er ikke vores diagnose. Personligt er min(e) diagnoser irriterende og ekstremt uønskede bump på vejen, men tid, den rigtige hjælp og et godt bagland gør det hele meget nemmere og bedre. Jeg håber vi alle kan blive bedre til at anerkende og se dem omkring os for hvem de er, og ikke for hvad de har i rygsækken. Alle mennesker har oplevet, følt og tænkt ting som til tider stadig gør ondt og nager, og mit bedste råd er altid at italesætte de ting. Når vi ikke gør det, fastholder vi et tabu som er sørgeligt og unødvendigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar