Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

søndag den 22. januar 2017

SHOPPING THE HOLE AWAY

Jeg har det med at shoppe for penge jeg ikke har; reelt set burde jeg slet ikke bruge min penge på tøj, sko, tasker og andet materialistisk, for det rækker min økonomi slet ikke til. Alligevel gør jeg det, det er en afhængighed jeg har svært ved at slippe, måske mest for den halve dags glæde det giver når de perfekte sko findes, pakken modtages, tøjet prøves på eller det generelle kick shopping giver mig. Alligevel efterlades jeg altid med en stikkende tomhed, som altid slår mig alt for hurtigt. 

Mode og modeverdenen generelt har altid været en passion for mig, noget jeg kan bruge meget tid på, noget som jeg elsker at studere. Jeg kan bruge timer på at bladre adskillige virtuelle sider igennem på forskellige virtuelle butikker, pinterest er mit mekka når det kommer til inspiration og at sætte drømme-købene på en piedestal er jeg mester i. Det tøj vi smider på kroppen hver morgen er en slags kunst for mig, og igennem det viser vi personlighed. Jeg elsker det, og det er naturligvis derfor jeg altid ender med at trykke køb, selvom jeg ved, at jeg ikke burde. 

Så hvorfor rammer den tomme ligegyldigheds følelse mig altid? Tanken om at jeg ubevidst prøver at fylde et hul i min sjæl med endeløs shopping slog mig. Jeg prøvede at skubbe den væk, måske fordi det lyder temmelig latterligt; alligevel sad den lidt fast. Glæde kommer ikke let til mig, og det har den aldrig gjort - min diagnose er stor skyld i det, så måske er det ikke helt så urealistisk, at jeg altid higer efter den næste "falske" glæde som shopping kan give mig. 

Det er en pænt sørgelig teori, og ikke noget jeg har konkrete beviser på, men det er et slags mønster for mig, som har vist sig i mange år. Tingene jeg køber giver mig langt hen af vejen en slags glæde, men igen bliver det dagligdag, og tingene bliver en selvfølge. Jeg skammer mig lidt over det, for jeg er på mange måder priviligeret. Mit liv er bedre end de flestes på denne planet, men i den osteklokke mange af os lever i, er det til tider svært at huske på. 

Der er ikke nogen sweet silver lining eller gylden pointe med dette indlæg, kun en seriøs ærlig erkendelse fra min side. Glæde er en underlig størrelse, og utaknemmelig er det sidste jeg ønsker at være. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar