Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

3.3.17

HOW'S LIFE?


I forbindelse med julen kom jeg en smule ind på, hvordan mit liv for tiden ser ud, og så ikke helt alligevel
 - så jeg tænkte, at sætte lidt ord på det hele, ikke ville skade.

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at jeg i juni 2016 blev ramt af stress og angst, og siden da har stået fuldstændig i stampe. Det har været én lang venteperiode, og her, 9 måneder senere, står jeg stadig på hold. Det har været en sej kamp, og i mandags kom jeg endelig til møde det sted, jeg forventer at påbegynde et terapi forløb. Det er et kognitivt sted, som arbejder med følelser og håndtering af disse, men før showet for alvor kan sættes igang, er der meget forarbejde. De skal kende mig; mine styrker, mine svagheder, mine reaktions mønstre, oplevelser i fortiden og alle de ting det nu indebærer. Det ér svært at rode op i alle de ting, hvor mange af dem man ønsker at glemme, alligevel har jeg været igennem processen en gang eller to, og er derfor mere rustet til det.

Personligt er mit følelsesliv en smule kaotisk. Både min angst og sindstilstand går op og ned, varierer fra dag til dag og er virkelig svær at pinpointe. Til dels ser jeg frem til, at der endelig sker noget, for i al den ventetid der har været, har jeg følt mig sindssygt handicappet. Mit liv har stået fuldstændigt stille, og noget indeni mig føler, at jeg spilder min bedste tid på ingenting. Minutterne, dagene, månederne snegler sig forbi, og jeg sidder stadig her; handlingslammet og alene. Jeg har så mange ting jeg gerne vil, helt fra den store liga til bitte små hverdags-ting. Jeg savner mig selv og mit liv. Stadig er terapi virkelig hårdt arbejde, forandring er ikke noget der kommer let, så det er nok først dér, at den virkelige kamp begynder.

Noget, som jeg er stolt af, er mit arbejde på bloggen. Jeg har, for første gang nogensinde måske, holdt den kørende i en del måneder, og at have udrettet bare dét, giver mig en lille succesfølelse. Mit liv har været enormt tomt, og at have haft muligheden for at kunne skrive og nå ud til jer på den anden side, har været en god ventilation og et sted, hvor jeg har kunne få udløst nogle ting, som ellers havde brændt sig fast. Jeg har stadig passioner og drømme, ting jeg vil opnå og opleve, og jeg håber snart at kunne bryde ud af angsthelvedet, og trykke genstart på mit liv. På mange måder er jeg fuld af håb, men stadig sidder tanken fast. Skal jeg forevigt leve med min angst? Den logiske efterfølgende tanke fortæller mig, at jeg før angsten ikke havde angst, obviously, og at der derfor også burde være et liv fri for angst efter angsten. Lidt forvirrende formuleret, men jeg håber, at det var forståeligt; samtidigt ved jeg, at nogle er nødsaget til at forene sig med den resten af liv, jeg håber bare virkelig, at jeg ikke er en del af de nogle.

Så nu står jeg atter i venteposition. Forhåbentligt hører jeg fra den kognitive klinik indenfor en måned, desværre kan der derefter snildt gå måneder endnu, før det egentlige terapiforløb begynder. Jeg havde håbet på en frisk og skøn sommer, hvor ting kunne falde lidt på plads, og hvor jeg måske havde ressourcerne til de ting, som jeg savner så meget at gøre nu. Jeg prøver at tage en dag ad gangen, for jeg ved bogstaveligt talt ikke hvad der venter mig imorgen, men håbet om snart at kunne se lys, i det mørke jeg i lang tid nu har befundet mig i, er ikke helt væk. Jeg håber.

LÆS MINE TIDLIGERE INDLÆG OM ANGST HER, HER, HER, HER OG HER.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar