Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

fredag den 14. april 2017

LET ME BE HONEST

Jeg gør mit bedste, for at angsten ikke river mig ned. Jeg kæmper imod de stemmer, som ikke tror på, at det hele løser sig. Jeg prøver at skubbe følelserne væk; dem som er naturlige for mig, men som ville ødelægge mit liv, hvis jeg lod dem. Ingen dage er det nemt, nogle dage er det umuligt. Det føles som om jeg står stille, at alle omkring mig lever deres fremadgående, hurtige liv, med op- og nedture, og alt der følger med, mens jeg bare står stille. Jeg føler mig alene. Indeni, udenpå, over alt. 

Jeg har tidligere snakket om følelser (læs det evt her) og om hvordan samfundet tager imod visning af dem, og jeg tror, at det sidder så dybt i os, ikke at ville virke svage, at vi til hver tid hellere faker et smil. Jeg vil gerne tro, at jeg har rykket mig fra det, ikke fuldkomment, men en del, alligevel følger en kæmpe skam, med de følelser jeg sidder inde med. Trist, energiforladt, frustreret, irriteret, svigtet, alene, opgivende. Det er følelser som, måske, måske ikke, er rationelle, men nontheless er mine lige nu. Jeg vil ikke løbe fra dem, men samtidigt ved jeg, at hvis jeg lader dem tage over, så er løbet kørt. Så er der intet tilbage.

Derfor prøver jeg. Derfor kæmper jeg hele tiden for at holde hovedet oven vande, men det lykkes ikke altid, og på de dage, er jeg helt sammenkrøllet. Nogle gange varer disse slags dage én alene, andre gange en del flere. Det er følelsen af ikke at kunne være i egen krop, følelsen af at ville give alt for, at det hele stoppede. Hvorfor mig? Det lyder måske egocentreret, narcissistisk eller bare irriterende-type agtigt, hele tiden at have ondt af sig selv, hvilket jeg faktisk ikke synes jeg har, men de er så stærke. Følelserne. De er hårde, de tager alt med sig og efterlader kun mørke.

Så hvorfor skrive dette indlæg? Hvorfor overhovedet gøre en scene ud af det? Fordi jeg ved, at andre sidder, eller har siddet, med en eller flere, af de omtalte følelser eller tanker. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste i verdenshistorien, som har følt, at verden, universet, er imod en, og dette indlæg, er til dem. De her ærlige slags indlæg er i perioder i stærkt undertal på min blog, og det skyldes sjældent, at de følelser, eller andre som lægger sig op ad, ikke er til stede, men simpelt fordi, jeg ikke vil lade dem styre. Jeg forsøger at leve normalt, hvilket efter omstændighederne ikke er let, og derfor vil jeg rigtig gerne, at min blog viser det. Jeg er et menneske med vanskeligheder, jeg er meget mere end det, men jeg er også det. Det vil jeg ikke løbe fra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar