Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

fredag den 28. april 2017

WHAT'S NEXT?

Jeg har efterhånden fået understreget, mere end en gang, at mit liv det sidste års tid, har været rimeligt begivenhedsløst. Følelsesmæssigt har det været ren kaos på flere planer, men mit livs udvikling er ufrivilligt blevet pauset, og det har været virkelig, virkelig hårdt. Desværre kan tiden, som Xander så fint forklarede det, ikke spoles tilbage, og derfor er den eneste mulighed, at se fremad. Hvad nu? Hvor vil jeg hen, og hvordan kommer jeg dertil? Det starter i det små, og før jeg kan tage verden med storm, er behandling nødvendigt. 

For mange er det et tabu; det, at skulle til psykolog, psykiater eller tage medicin mod de psykisk svære ting. Psyken er i sandhed en finurlig størrelse, dog ligeså sårbar som den organisme, kroppen er. Psyken kan blive lige så skadet, og dertil hører mental førstehjælp. Jeg var selv 13 år, da jeg for første gang besøgte børne- og ungdoms-psykiatrien i Næstved, og dertil fulgte en masse skam, men fra dengang til nu - næsten 10 år senere - er det blevet langt mere normalt for mig at snakke om. Selvom jeg uden tvivl ville ønske, at jeg var mere psykisk robust, end jeg er, så har jeg efterhånden accepteret, at jeg har behovet for ydre assistance, for at kunne processere de oplevelser, tanker og følelser jeg har. Det er okay.

Så det venter jeg på. Jeg har fået plads, på en kognitiv klinik i Roskilde, og blev i november placeret på ventelisten. At vente og forblive tålmodig er virkelig ikke en egenskab, der ligger mig tæt, især ikke, når lysten og behovet for at mærke forbedring og blive rask er så stor, som den er. Det kribler i hver en celle i min krop for at opleve, nyde og mærke alt det, livet har at byde på. Mit eneste og største ønske er at føle mig normal igen, fordi den tåge jeg hele tiden befinder mig i, er ikke et værdigt liv. Det er det ikke, og jeg kan ikke acceptere, at dette er min fremtid. 

Når jeg engang, forhåbentligt snart...., starter op i det forløb de i Roskilde kan tilbyde mig, ved jeg ikke, hvad der vil ske. Når det kommer til psyken, er der ingen facitliste. Vores hjerner er så vanvittigt forskelligt indrettede, og mens visse metoder og virkemidler fungerer for nogle, fungerer det ikke nødvendigvis optimalt for andre. Behandlingen er sat til at være 6 måneder, bestående af 2 ugentlige samtaler; en individuel og en i en gruppe. Jeg har prøvet begge former før, så selvom tilgangen til det måske ikke er ens, i forhold til hvad jeg tidligere har prøvet, så er det rart, at have en idé om, hvad det går ud på.

Stadig er jeg pisse nervøs og angstprovokeret af hele situationen. At arbejde med sin psyke er sindssygt hårdt på alle måder, og måske især nu, hvor mit hovedfokus er angst og stress. Jeg er helt lost på de områder, og har ingen anelse om, hvordan jeg kommer dem til livs, eller som minimum får dem under kontrol. Det virker på mig som umulige opgaver, men håbet om, at de kloge mennesker jeg det næste stykke tid vil ligge min lid til, har styr på deres shit, er der i den grad tilstede. Uden håb, uden troen på, at der er en vej op, kommer man ingen vegne. Jeg kender alt til håbløsheden, følelsen af, at ligemeget hvad der bliver sagt eller gjort, så forbliver smerten uændret. Jeg kender det så vanvittigt godt. Jeg har efterhånden bare fået nok erfaring til at vide, at de to grundsten, håb og tro, er virkelig vigtige på den rejse, man skal igennem. 

Hænger i stadig på? Det er et helt vildt tungt emne, det kan måske godt virke overvældende at høre om, kunne jeg forestille mig. Nogle synes måske også, at jeg deler for meget, at jeg lige er åben nok til deres smag, og det er også okay. Det er forståeligt. De er sandsynligvis også hoppet af efterhånden, så til jer der har travet jer igennem den kortere roman, skal i vide, at kommentarfeltet altid er åbent for alt hvad der kan være at sige. Ris, ros, oplevelser, tanker, erfaringer - jeg lytter gerne.


Som en sidste bemærkning, vil jeg lige sige, at jeg har lavet en ny etiket her på bloggen, som går under navnet SiND. Den kan til hver en tid findes nede i bunden af bloggen, og i den "mappe" er udelukende sind-relaterede indlæg samlet - det gør dem nemmere at finde og langt mere overskueligt. Det er altså kun indlæg omhandlende psyken, angst, diagnoser og med et generelt standpunkt i min relation til disse, der at finde der. Kys

Ingen kommentarer:

Send en kommentar