Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

5.6.17

THERAPY & ME


For halvanden uges tid siden skrev jeg dette indlæg, hvori jeg nævnte, at jeg netop er påbegyndt mit terapiforløb. Det er måske ikke noget mange bloggere, eller mennesker med taletid generelt, bruger tid på at snakke om, og præcis derfor forbliver det et tabu. Det er forståeligt nok eftersom en erkendelse af det, ofte bringer følelsen af skam med sig - men hvorfor opstår den følelse? Kunne det være fordi, det er et tabu, der stadig bliver set ned på? Jeg er ikke en højrøvet person som tror, at mine ord har magten til at kunne ændre på det hele, dog tror jeg på, at mange små stemmer bliver til én stor, og derfor vil jeg gøre mit, om så det kun når ud til en enkelt. 

Så fik vi det på plads, og nu tilbage til vigtigheden af dette indlæg: MIG. Første gang jeg kom i en form for terapi var jeg 13 år, hvilket for de hurtigregnende er 9 år siden. Tiden flyver og snegler sig afsted på samme tid, og virkelig meget er sket på den tid. Først og fremmest er jeg blevet voksen, hvilket selvklart gør en stor forskel i sig selv, men samtidigt har jeg fået en vanvittig selvindsigt igennem en korrekt diagnose og dertil netop den rigtige terapi. Dét, der hev mig allermest op af det hul, som kun dem der har været der kender til, var den forståelse af hvem jeg er, og hvordan jeg er blevet til mig. Tankemønstre, tråde imellem min barndom og nu, hvorfor mine reaktioner og følelser af og til er stærkere end andres, og i det hele taget hvordan jeg er skruet sammen som individ. 

Derfor var det også et kæmpe nederlag, da det lyn værende angst slog ned fra en (næsten) skyfri himmel. Jeg var knapt nok begyndt at kunne trække vejret, efter hvad føltes som nogensinde, og blev så pludseligt handlingslammet af en angst, jeg ikke engang anede eksisterede. Førhen var diagnosen angst et udefinerbart begreb for mig, jeg vidste ikke hvad diagnosen overhovedet indebar, og egentligt var det også irrelevant, da den jo intet havde med mig at gøre; måske netop derfor, var den så svær at forstå og komme igennem. Angst er ikke én ting, angst er ikke ens for alle og angst kan ikke medicineres væk. Så hvordan får man den væk?

Det brugte jeg et desperat halvt år på at finde ud af, for som dem, der har haft psykiske lidelser tæt på kroppen, ved, er hjælp til dette en fucking jungle. De ordinære læger har ingen anelse om, hvilke muligheder de har at henvise til, psykologhjælp skal selv betales og er tilmed hammerdyrt, i psykiatrien er medicin ofte det eneste på menukortet; som om en psykisk lidelse ikke var nok, skal man med næb og kløer kæmpe sig igennem systemet, for at få det bedre. 

Selv fandt jeg, i samarbejde med mine forældre, et sted i Roskilde, der tilbød noget som hedder Dialektisk Adfærdsterapi - fancy ord er der nok af indenfor området, men det er en kognitiv terapi form, som angiveligt er optimalt som behandling af angst. Vi tog til lægen, bad om en henvisning, fik det, og her, et halvt år senere, er jeg endelig igang med den rejse, det næste halve år kan byde mig. Jeg har efterhånden været igennem min del af psykologer, psykiatere og diverse former for behandling, og det her bliver gjort på en måde, som jeg tæt på ingen kendskab har til. Fokusset ligger på færdighedstræning, følelsesregulering og overordnet set problematikker personer med diagnosen Borderline Personlighedsforstyrrelse ofte har. Praktisk set er det 2 gange ugentligt; 2 timers gruppe-terapi og 1 times individuel-terapi. 

Så hvor er jeg iblandt alle de flotte termer og kloge formuleringer? Indtil videre et meget forvirret og uvist sted. Det hele er meget nyt, og jeg forudser et meget hårdt og intensivt halvt år. Jeg tror på, at man uden håb og tro, overhovedet ingen vegne kommer, selv har jeg lidt erfaring inde for det, så jeg bestræber mig på at holde hovedet og modet højt. Jeg er besluttet på at kræve mit liv tilbage, og vil ligge min lid til, at menneskene bag behandlingen kan deres shit. Indlæggene her på bloggen vil sandsynligvis tynde lidt ud det næste stykke tid, faktisk for første gang i et halvt år, men jeg vil hellere lægge det rent ud, end at sidde med samvittighedskvaler efter stilheden, jeg tror vil komme. 

Det er altid lidt svært at runde et indlæg som dette af, men tak til dig, der fik læst det hele igennem. Min historie er ikke unik, den er ikke speciel, men den er vigtig i den store sammenhæng, og jeg håber at den kan rykke noget indeni jer som lytter med, hvad end det så måtte være. Kys herfra

Ingen kommentarer:

Send en kommentar