Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

3.7.17

STATUS

Som jeg spåede, har fraværet fyldt en hel del mere her på bloggen, end det igennem længere tid har gjort. Jeg ser det overraskende nok ikke som en voldsomt skidt ting, nok mere som en nødvendig ting. Alligevel tænker jeg, at et lille check-in ikke kan skade, og at nogle måske endda ville være interesserede i, hvordan tingene egentligt står til for tiden, især taget min terapi i betragtning, og dertil er jeg jo en pleaser - eller måske bare en type med narcissistiske tendenser? Dén tænker jeg, at vi kan tage på et andet tidspunkt.

For jeg har nu gået til faste, ugentlige samtaler i en måneds tid nu, og alt i alt går det fint. Det er hårdt arbejde, mere end jeg nogensinde har været udsat for før, når det kommer til en terapiform, og det er en meget blandet oplevelse for mig. Jeg forstår godt formålet med galskaben, dog tager det en del energi ud af det i forevejen lavt liggende energiniveau jeg har, og det er nok især dér, det strammer. Min angst har været lidt vildere den seneste tid, og netop det har nok noget at sige. 

Men psykologerne er professionelle og samtidigt helt rolige, nede på jorden og til at være i øjenhøjde med, hvilket for mig er super vigtigt - der er intet værre end folk indenfor især psykologi-området, der smider om sig med uforståelige termer og fine formuleringer, samt en følelse af, at de er autoriteten i relationen imellem. Det er totalt demotiverende for en som mig, men her hvor jeg går, er de heldigvis skide gode til at holde det på et niveau, hvor alle føler sig inde over og med i det.

Også er det klart en fordel, at de individuelle samtaler retter opmærksomhed mod egne målsætninger. Generel livsglæde og hvordan den opnås er et kernemål, hvor der stadig tages hensyn til de løbende situationer, som kan vække problemer. Men det er skide svært, for vi får både hjemmeopgaver i gruppen og til de individuelle, hvilket gør, at de øvelser og metoder vi lærer om, altid skal ligge i baghovedet i den daglige hverdag. Så jeg øver og prøver ting, nogle mere fjollede end andre, for at finde ud af, hvad som kan fungere for lige netop mig. Selvom vi alle i gruppen har samme diagnose, er vi jo stadig forskellige individer, hvortil nogle løsninger virker bedre end andre for hver især.

Så det var lidt om terapien - hvad så med livet udenfor muren? Som nævnt bliver meget lagt i de to ugentlige dage, samt på de øvelser vi fra uge til uge prøver af, så tit og ofte er der ikke så meget andet på menuen. Serier, det daglige skud af svensk Paradise Hotel, frossen mad og shopping kan snildt opsummere en triviel uge for mig, hvilket på mange måder er både træls og trist. Dog har jeg set meget til min mor, og indimellem også mine veninder, da de, så dejlige som de er, har været en kæmpe hjælp, og har kørt mig lidt frem og tilbage. En af mine øvelser er blandt andet, at forbedre kontakten med mine skønne venner, hvilket bestemt ikke er det værste, der kunne ske, hehe. Med min angst på bagen, er meget blevet nedskåret, og i visse tilfælde fuldstændigt pauset, og det er på tide, at steppe op; en slags genoptræning for sindet, om man vil. 

Derudover har jeg, ligesom alle andre her i verden, op- og nedture på de forskellige personlige fronter. Selvom man måske ikke skulle tro det, så er der klart en del, som jeg ikke fortæller her. Vi har alle private aspekter af os selv og vores liv, som kun hører de nærmestes ører til, og det samme gælder selvfølgelig for mit vedkommende. Min åbenhed om psykisk helbred stammer dels fra meget læring om emnet og håndtering deraf, men især fra håbet og ønsket om bredere viden og mindre stigmatisering om det. Min historie er ikke unik, men den er reel, og den er en vigtig brik i det store puslespil. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar