Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

onsdag den 23. august 2017

UPDATE


Når jeg sætter mig ned og påbegynder indlæg som disse, har jeg ingen anelse om, hvor de vil ende. Jeg går meget med min intuition og følger egentligt bare med, hvorhen mine fingre viser vej. Poetisk? You betcha. Hvis jeg skulle beskrive mit liv med 1 enkelt ord, sådan som det i hvert fald på nuværende tispunkt er, så ville det være kaotisk. Mit behandlingsforløb har været mere eller mindre på pause den foregående måned, delvist grundet ferie - who would have known, at psykologer er dødelige væsener der, ligesom alle os andre, af og til har brug for et break? - og det har været lidt hårdt, oveni en masse svære følelser på det personlige plan. 

Det kan næsten blive vanedannende at have en person, som har et helt objektivt syn på situationer og ens liv generelt, og jeg mærker helt klart en slags ro, ved at der ingen personlig relation er opbygget. Støtten fra venner, familie og ens nærmeste er uundværlig og langt hen af vejen tilstrækkelig, men for mig, som nogle gange havner i situationer hvor stærke følelser er involveret, så er det rigtig rart at have et udefrakommende syn på det hele. Det savner jeg lidt lige nu, og ser frem til denne uge, hvor det hele falder lidt på plads igen.

Derudover virker det som om, at sommeren allerede har taget sin afsked med os, og igen er det både virkelig dejligt og rimelig øv. Siden min angst kom frem, har sommeren især virket som en pressende faktor imod mig, og følelsen af at gå glip af det hele, er især denne specifikke sæson svær. Nu har jeg været igennem 2 af slagsen, og selvom denne sommer helt klart er at foretrække fremfor den sidste, så er det stadig ikke pissefedt at være halvt handicappet, når cirka alt andet virker sjovere. Desuden er jeg helt vild med efterårs luften samt de gyldne blade, så på trods af mit ønske om solkysset hud og mit stærke behov for D-vitamin, så er jeg pænt okay med, at den mest hypede og forventningsfulde sæson nærmer sin ende.

Jeg har det sidste halve år fået smertefulde slag på det personlige plan, og dét oveni en intention om fokus på terapiforløbet, har været helt latterligt ubehageligt. Jeg har taget beslutninger, som jeg håber vil gavne mig på længere sigt, men som nu og her gør mega ondt. Jeg har måtte håndtere konflikter jeg ikke ønskede, og kæmpe for min egen selvrespekt som ikke altid har været specielt stabil. Jeg har mærket en kamp imellem hvad min mave sagde versus hvad mit hoved mente, og det har suget den energi ud af mig, som jeg hellere ville have lagt fornuftigere steder. Jeg bryder mig ikke om generel whining; hvis man har et problem må man enten forsøge at fikse det, eller finde en måde at acceptere det på - at beklage sig kommer man ingen vegne med, og dette er heller ikke dét; det er igen et forsøg på følelsesmæssig nøgenhed fra min side af.

... og selvfølgelig er der nuancer af det hele. Jeg er en virkelig ærlig person, lidt for meget vil nogle mene, for jeg er ikke rigtig i stand til at lægge låg på mine følelser, og sige ting jeg ikke mener. Det skulle man mene var en positiv kvalitet, men det sker, at det står i vejen for mig. Kampen mellem følelser og fornuft er altid ongoing, så når min fornuft fortæller mig noget, har mine følelser tit en anden version af historien, som for mig virker langt mere vigtig og ægte. I min terapi har vi et term kaldet Wise Mind hvilket bascially står for at finde den gyldne mellemvej for ens følelser og fornuft. Den vej, hvor der tages hensyn til begge, og det er langt sværere end det lyder! Det er en struggle, og noget som lige nu virker som det hårdeste. 

Jeg forsøger tit at runde det hele af med et positivt input, men nogle gange skal man også bare lade en lort, være en lort; at smide glitter på toppen gør den ikke pænere. Samtidigt ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at der intet godt er i mit liv. Jeg oplever fortsat små personlige wins fra tid til anden, og jeg forsøger at værdsætte dem. De stillestående sider af angsten ender tit med at fylde det hele, fremfor de små fremgange, der kommer til at virke ubetydelige sat op imod, at jeg endnu ikke er helt fri for angsten. Facts er dog, at jeg har rykket mig ultra meget det sidste år, og det må hyldes. Det skal hyldes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar