Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

fredag den 15. september 2017

BACKWARDS, FORWARDS


Det føles som evigheder siden, og det føles som igår. Jeg lever i troen om, at leve i nuet er ideelt: at hænge fast i fortiden, eller modsat fokusere på fremtiden, kan fremtvinge stress og være mere forringende end gavnligt. På det sidste har jeg dog taget mig selv i, at være langt mere i for- og fremtid end det gældende nu, og forhelvede hvor er det frustrerende. Jeg ved jo godt hvorfor; angsten har som en tornado revet alt håb og positivitet med sig, og så er det på mange måder nemmere at forskønne fortiden eller frygte fremtiden, end det er at sætte sig ned og mærke sig selv, der hvor man er.

Billederne her er fra midt 2014 - en tid, hvor jeg stadig boede hjemme, og som, med nutidens blik, var den bedste. Objektivt set ved jeg udmærket godt, at jeg dengang havde lige så mange dæmoner at danse med, som jeg har i skrivende stund, dog så de anderledes ud og gjorde ondt andre steder, hvilket jeg nu ville gøre alt for at gå tilbage til. Allerhelst ville jeg selvfølgelig være dæmonfri, men det er måske også for meget at forlange...

Dengang var naivitetens tid. Troen på, at tiden aldrig ville indhente mig, drev mig, og det gjorde hver dag til en lettere affære, end den er idag. Jeg havde flere gyldne stunder, mere økonomisk råderum, et spirende håb for fremtiden og en tilværelse der tillod mig at grine. Omvendt ved jeg godt, at når jeg ser tilbage på den tids billeder, er det nemmest kun at ligge mærke til smilet, og vælge at benægte tårerene. For der var tårer, der var håbløshed og smertefulde følelser, men friheden var større, og det er måske dén jeg savner og længes. Friheden. 

Og den fucking fremtid, hvorpå skyggerne lever og ånder. Skyggerne jeg selv placerer, men som så nemt falder til. Jeg er ikke god til det uforudsigelige, og når dagens lys brænder på et så lavt blus som det gør, ser vejen forude meget mørk og skræmmende ud. Men jeg skal fremad, det skal vi alle, og jeg sætter min ene fod foran den anden, i håbet om at min ild vil blive større og vildere. At himlen vil klare op så stjernerne kommer frem og guider mig derhen, hvor det er bestemt, at jeg skal hen. 

Men i dag er det fredag, og i dag er nu. Jeg bliver ikke gladere af at sørge over hvad har været, men som ikke er nu, eller hvad som måske/måske ikke bliver fremadrettet. I dag, lige nu, kan jeg knokle for at forbedre mit liv, så mine kommende minutter, timer, dage bliver fantastiske og et liv værdigt. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar