Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

onsdag den 13. december 2017

A DARK CHRISTMAS


Det er 8 år siden. 13 december 2009. Det var i en ekstremt mørk periode af mit liv, for som mørket udenfor tidligt omsluttede os alle, var mit indre fyldt med konstant skygge. Min far har senere fortalt mig, at han havde troet, at det var en af mine bedre dage, da han den eftermiddag kørte afsted mod København for at arbejde. Det, han ikke vidste, var, at under depressionens tag, er der ingen gode dage, og uheldigvis for alle omkring mig, havde mine forældre lige præcis den dag, glemt at låse medicinskabet. 

Jeg var 14 år, og følte ikke, at livet var værd at leve. Det var ikke en spontan følelse: et års tid forinden havde jeg for første gang sat mine fødder på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling og fået tildelt diagnoserne svær depression og stress, desværre var der ikke sket meget andet, end at jeg igennem diverse anti-depressive piller var blevet kastet ind i en zombie-lignende tilstand. Hvad der gjorde, at jeg lige præcis dén dag valgte at sluge 30 piller, var en bagatel. Jeg stod allerede på klippeskrænten, og kun et svagt vindpust skulle der til, for at få mig til at miste balancen. Selvmords-tankerne havde jeg i årevis leget med, så ideén lå mig ikke fjern, men jeg tror ikke, at nogle, inklusive mig selv, havde regnet med, at det ville ske lige netop den dag.

Uden at blive alt for detaljeorienteret, fandt min mor mig og kørte ret hurtigt afsted mod sygehuset. Da jeg lå på hospitalssengen, føltes det som om, at vi kørte op og ned og rundt og rundt i evigheder, før vi nåede til den afdeling, hvorpå jeg skulle behandles. Pludseligt blev der musestille og helt mørkt. Sengen jeg lå på, blev trukket ind til siden, og på gangen kom børn til syne, gående på række med lys i deres hænder og hvide lagner på deres små kroppe. Kun lyden af deres stemmer syngende Sankta Lucia var at høre, og i det øjeblik, gik min verden i stå. Det var ikke fortrydelse der ramte mig, nærmere en gennemskærende sorg over, at jeg lå der. At mit liv havde udformet sig sådan. At jeg havde følt, at selvmord var den eneste udvej. Erkendelsen af det, gjorde ondt.

Jeg havde aldrig lavet research på, hvad der egentligt skete, når man tog en overdosis af smertestillende, og jeg var derfor ligeså uvidende om, hvordan de havde tænkt sig at behandle mig. Som person er jeg meget pligtopfyldende, så da lægerne kom med en kande sort grød-lignende substans, og sagde, at det var kul, og at jeg skulle drikke det, gjorde jeg bare som de sagde. Jeg var desuden for udkørt til overhovedet at protestere, så da jeg havde klemt det sidste ned, og det var ikke nemt eller specielt delikat, faldt jeg i søvn liggende dér på akutstuen. Jeg vågnede op med ondt i maven, og brækkede hurtigt efter sort konsistens op og udover det hele. Sådan fortsatte det lidt, hvorefter jeg fik et drop installeret på håndryggen, samt regelmæssigt, nærmest efter protokol, fik taget blodprøver.

Jeg var ked af det. Dels på mine egne vegne, men dét at se sine forældre så knuste, var tusinde gange værre. Jeg var indlagt på sygehuset i 3 dage, og fik der besøg af mine psykiatere fra Børne og Ungdomspsykiatrien, som vurderede at jeg fortsat var i fare for mig selv, og at jeg derfor skulle videre indlægges på en psykiatrisk klinik for unge. Efter min udskrivelse, blev jeg kørt direkte fra Næstved til Holbæk, hvor jeg den næste halvanden måned ville være indlagt.  

Da jeg ankom, fik jeg opridset reglerne af min tildelte kontaktperson, blev vist hen til det værelse, der under min indlæggelse skulle være mit, og skulle derefter sige farvel til mine forældre. Det var ekstremt tårefyldt og et enormt trist øjeblik. Jeg kan huske, at jeg græd og græd imens jeg bønfaldte min mor om ikke at gå, og hun har senere fortalt mig, at hun græd hele turen hjem. Jeg var indlagt i Holbæk i halvanden måned, og på dén halvanden måned skete der på samme tid virkelig meget og overhovedet intet - jeg skabte dog noget; julekuglen, fyldt med små farvefyldte sten, som kan ses på billederne herover. Den har sidenhen hvert år hængt på ærespladsen på vores juletræ, og den har med tiden fået en helt speciel og unik betydning.

___
Dette indlæg er bundærligt, og atter et forsøg på aftabuisering. Det er samtidigt meget personligt og sårbart, og ikke noget, jeg hverken er specielt stolt over, eller før i tiden har yndet at dele med alle og enhver. Det lyder måske mærkeligt, men jeg fortryder stadig ikke, selv den dag idag, hvad jeg gjorde dengang. Det føltes rigtigt i øjeblikket, så selvom jeg idag er fooorholdsvist glad for, at det ikke lykkes, så vil jeg ikke være foruden alt det, min beslutning bragte. Det eneste, som jeg desværre for altid vil bære med mig, er mine nærmestes sorg over hvad jeg gjorde. Det fortjente de ikke. 

Alt hvad vi oplever og går igennem her i livet, fantastisk som forfærdeligt, udvikler, skaber og gør os, til dem vi er og skal være. Det er en fuldfed kliche, men jeg tror fuldt ud på det, og samtidigt også, at livet er for kort til at fortryde. Vi bliver klogere, vi lærer og kommer for hver en oplevelse tættere på vores fulde identitet. Dette er ikke en opfordring til selvmord eller anden form for selvskade, tvært imod; det er et budskab om, at vi med ærlighed kommer længst, og at vi som mennesker ikke behøver, at løfte de tunge ting alene. Det er netop tabuet om selvmordstanker, psykiske lidelser, de smertefulde, og til tider skamfulde, situationer i livet, der bringer os tættere på afgrunden, så gør jer selv den tjeneste, at gå til det med ærlighed og åbenhed - giver som modtager.

Har du, eller nogen du kender, brug for pårørende- eller psykisk støtte, kan www.livslinien.dkwww.psykiatrifonden.dk eller www.sind.dk benyttes. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar