Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

torsdag den 21. december 2017

IT'S NICE TO FORGET

Angst er, for mig, blandt mange ting, en indre alarm, der hele tiden fortæller mig, at den er der. Klar til at eksplodere, klar til at gå i panik. At glemme, om end bare i 5 angst-frie minutter, er vidunderligt, og noget, jeg skal huske mig selv på at værdsætte. 

For angsten bliver hurtigt en trofast følgesvend, den af slagsen, som uinviteret hægter sig på, og efterfølgende viser sig som pissesvær at komme af med igen. Den prikker dig på skulderen, minder dig hele tiden om ting, der kan gå galt, situationer, som potentielt kan blive ubehagelige, og stress, som muligvis vil tricke den. Den er på vagt, og vil i bund og grund passe på dig, bare på en helt forkert måde.

Så det er noget jeg nyder, når jeg i glædens moment bliver distraheret. For jeg frygter meget, bliver let bange for, at tingene bliver for meget, om jeg presser mig selv for hårdt, og at det vil vise sig som angst. Man kan så let blive angst for angsten, og i værste tilfælde leve som en slave af den. Den kan, hvis man lader den, bestemme hvor, hvad og hvem samt hvor længe, i hvilken forbindelse and so on. Det er en mental trappe, hvor normaliteten om man vil, ligger på øverste trin, og det eneste man kan gøre, er at starte fra bunden af. Men hvordan ved man, hvornår man er klar til næste skridt? Vil det være soleklart, eller bare noget, man er nødt til at hoppe ud i med håbet om, at man ikke brækker både arme og ben i frit fald?

Det er en succes, forhelvede, hvor er det en succes, når jeg kan glemme, at den er der. At den eksisterer, at den uønsket har møvet sig ind i mit liv. At jeg også er Nanna, uden angst og bekymringer. Nanna, som også kan smile, endda grine, og bare være til lige der i øjeblikket. Det har jeg brug for, det har vi alle brug for; tidpunkter hvor smerten, dén som har tusindvis af forskellige former, farver og faconer, ikke fylder. Ikke bestemmer. 

Det varer sjældent længe, i hvert fald for mig, før den ængstlige alarm igen bipper, og dér handler det om, ikke at reagere på den. At, uden at anstrenge sig, sætte en finger på stop-knappen, for så at vende opmærksomheden tilbage, til det som er vigtigt. Jo mere tænkekræft og energi vi forærer angsten, des mere vil den fylde, og tricket ligger i, at opdage det. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar