Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

onsdag den 31. januar 2018

EN TEKST OM MENINGSLØSHEDEN


Det er en af de dage, hvor ord ikke giver mening. Hvor indersiden gør ondt, som ens ansigt gør det, efter en lang nat med tømte glas. Kroppen er træt, fingrene vil ikke taste og hjernen ikke tænke. Det er sådan en dag, hvor ingenting giver mening, fremtiden smager surt, sekundernes gåen bringer ensomhed. 

Skrive, tænker hun. Dét giver mening. 

Men kun, hvis hjernen vil bringe vigtige ord til livs. Hvis ikke, er der kun tomhed og ligegyldighed tilovers. Sætninger, vers og såkaldte digte, der kan og skal undværes. Som ikke engang hende selv, en dag i næste uge gider at læse. 

Stilheden vil ikke hele hendes åbne sår, heller ej musikkens toner helbrede vil. Det er narnia, limbo, nirvana, et sted i midten af al kaosset. Ingen ro, intet helle.

 Alligevel sætter hun sig ned, hiver computeren hen på de vinterkolde lår, placerer sine fingre på det sorte tastatur, og forventer noget. Bare noget. Men det skal være godt. Vigtigt. Brugbart. Det skal give mening, på trods af at intet andet gør. Hun skal skabe noget, som kan ændre nogens liv, om end bare hendes eget. Det er ikke fair, det ved hun godt, alligevel omslutter skuffelsen hende, når ordene ikke slår til. Ikke giver mening. De er der, men sættes ikke i den rette rækkefølge, bruges ikke ordentligt, hun bringer skrivelsen til skamme, tænker hun, og fordømmer sine drømme, om nogensinde at blive til noget. Til nogen. Et vigtigt menneske. 

Og hvad så, med alt det spildte potentiale, som nogen engang så i hende? Nogen, som hun synes er vigtige. Hvad måtte de ikke tænke, hvis de bare vidste, hvor langt ude hun er. Som hun sidder der, med tomme fingre og et hult indre. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar