Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

onsdag den 21. marts 2018

LIFE, AS IT IS


Glædelig forår. Eller hvad? Godt nok har jeg spottet de første forårsblomster rundt omkring i de grønne områder, men jeg synes godt nok den lune temperatur lader vente på sig... det er altid så dejligt nemt at lægge ud med en omgang vejr-snak, ikke? Se, dét er et emne vi danskere snildt kan finde fælles grund om. Hvor om alting er tænkte jeg, at jeg lige ville lave et lidt mere personligt indlæg til jer, hvor jeg giver en hurtig briefing på hvad der er op og ned i livet, som er mit. 

Kort fortalt går alting lidt langsomt lige nu. Jeg stoppede, som tidligere nævnt, på mit behandlingsforløb i Roskilde i slut november sidste år (læs mere om det her), og har sidenhen skullet finde hoved og hale i min nuværende situation. Da jeg stoppede, nævnte min psykolog på stedet, at hun på sigt godt syntes, at jeg kunne få behov for et forløb mere, og at jeg dertil skulle igennem egen læge igen. Det gjorde jeg så i midt januar, cause why wait, og endte istedet med en henvisning til psykiatri i Slagelse - ikke lige hvad jeg havde forventet, og jeg kontaktede tilmed mit lægehus for at redde trådene ud, af en eller anden mystisk grund var det dog umuligt for dem at sende henvisningen mod Roskilde, så jeg måtte tage, hvad jeg kunne få. Kort tid efter var min numse ganske vist placeret på en psykiaters kontor, og igen, long story short... jeg er nu, igen, på medicin.

Jeg er ikke stor modstander af medicinsk behandling, tværtimod er jeg af den overbevisning, at hvis det kan forbedre et menneskes livskvalitet, er det helt igennem dét værd - personligt har jeg selv været på diverse anti-depressive piller igennem årene on/off, faktisk lige siden jeg var 13 år, og på trods af at der DESVÆRRE helt naturligt er en skam forbundet til det, så er det altså noget jeg er forholdsvist afslappet med. Mit issue ligger nærmere i, at jeg allerhelst gerne vil klare tingene, livet og dets komplikationer om man vil, uden den kunstigt sammensatte lille pille i min hverdag. Jeg ville ønske at det simpelthen ikke var nødvendigt, at jeg kunne få det bedre på egen hånd. Jeg må dog også erkende og acceptere mit nuværende ståsted og de omtalte omstændigheder, og at et medicinalt tilbud er det eneste jeg pt. har at arbejde med - samtidigt er min psykiater enormt forhåbningsfuld og positiv på mine vegne, og hans dømmekraft, erfaring og viden bliver jeg nødt til at lægge min lid til.

Så optrapning af piller er et af de punkter, som jeg bruger energi og tid på, hvor spøjst det end lyder. Den første tid var nemlig turbulent og fyldt med ubehagelige bivirkninger, min opmærksomhed er derfor øget, til dels også fordi jeg har en lille hypokonder indeni mig, som godt kan frygte det værste, især når det kommer til hvad jeg putter i min krop. Derudover er jeg igang med at lære en ny mentor at kende, som forhåbentligt kan give mig en eller anden form for støtte i hverdagen og dens problematikker. Det er stadig meget nyt, og som det ser ud nu stadig en anelse uvist, så mange dage går stadig på at overleve. Nogle er bedre end andre, de bedste helt klart når min krop og hjerne kan sammenarbejde om et øjebliks pause fra angsten, og så selvfølgelig de gode og hyggelige stunder med familie og venner. Der er stadig lang vej igen, men min tro på en bedre eksistens er fortsat i live, så jeg forsøger at gøre gode ting for mig selv hver dag. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar