Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

onsdag den 18. april 2018

NARCISSIST?


Jeg er ikke model og har aldrig været det, alligevel har jeg altid haft en glæde ved at være foran kameraet, specielt dét at lave små "photoshoots" med bare mig selv og et selvudløseligt kamera har igennem årene været en ganske glædelig aktivitet. Jeg synes at det er sjovt og enormt uhøjtideligt på samme tid, og så kan det altså bidrage til selvtilliden, hvis altså billederne ender vellykkede (hvilket ikke altid er tilfældet...)

- men betyder det så, at jeg er narcissist? Vi kan jo nok konstatere at det er et negativt ladet ord, og egentligt er det aldrig et mærkat jeg har sat på mig selv. Jeg har været bevidst om den narcissistiske side i mig, som jeg tror vi alle - i højere eller mindre grad - går inde med, og måske er min mere veludviklet end andres. Jeg mener, dét at have en blog med sig selv som udgangspunkt er jo i høj grad en egocentreret platform, men lige i den forbindelse har jeg aldrig følt at det var på en ulækker se-mig måde, nærmere kommer det fra en glæde af at dele ud af mig selv end en decideret narcissisme. 

Dog har jeg, helt fra jeg faktisk stadig var barn, elsket at tage selfies (før det udtryk overhovedet var opfundet) og af en eller anden grund har det fulgt mig igennem hele min ungdom og indtil nu. Er det så et udtryk for selvtillid og selvværd? Nej, ikke nødvendigvis - slet ikke i mit tilfælde. Især mine teen-år var præget af et forskruet selvbillede, alligevel tog jeg flittigt billeder i massevis af mig selv, og idag kan det undre mig. I bagklogskabens lys kan det have været en kompensation for netop selvhadet, eller måske et trist redskab til opmærksomhed, i hvert fald er jeg heldigvis blevet klogere og mere afklaret med mig selv og mit udseende den dag idag, and thank god.

Så hvor efterlader det mig? Nok ved, at vi alle har en vis portion narcissisme i rygsækken, og at det hverken er skamfuldt eller skidt, i hvert fald så længe at det ikke stiger en til hovedet. Jeg skal have lov til at nyde mini-photoshoots with me, myself and I, og den dér jantelov skal slet ikke have lov til at kontrollere vores individuelle selvopfattelser. Mine mange terapiforløb har, i samarbejde med den uundgåelige livserfaring, givet mig en vis ro og accept af den jeg er, og det samme håber jeg for alle andre. Vi er alle født forskellige, og det burde vi anerkende som en fantastisk ting, fremfor forfærdeligt. Ingen er perfekte, og de små skønhedsfejl er ofte det interessante - put on that lipstick and take a selfie girl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar