Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

fredag den 15. juni 2018

HVAD ER ANGST FOR MIG?


Angst er, når mit hjerte slår hårdt og hurtigt. Når det føles som om, at det er på randen af eksplosion, og at dens dunken vil ende i hjertesvigt. Angst er svedige hænder, katastrofe tanker og summende fødder. Som stod der en stor og tung mand, med sin combatboot placeret pressende på min brystkasse. Angst er når panikken slår til, og alle tanker kredser om frygten for at dø. Angsten viser sig ved at overbevise hver en celle i min krop om, at sygdom er den eneste sandsynlige forklaring. Når mine fingre per automatik finder op til min halspulsåre, for at tjekke om mit hjerte stadig slår. Først og fremmest satte den sig helt fysiologisk i min krop, men viste sig med tiden også i mine tanker og følelser; angsten for angsten, følelserne som inkluderede skam, fortvivlelse, vrede, frustration, tristhed, nederlag og tung magtesløshed. Jeg endte ud med at være besat af angsten; jeg var konstant bevidst om hvordan min krop føltes og fungerede, og udover at det i sig selv er super udmattende, fastholdt det kun angstens tag. Konklusionen af, ikke at have kontrol over sin egen krop og hjernens tanker, slog mig hårdt, og i en periode af mit liv troede jeg, at jeg aldrig ville kunne fungere bare i nærheden af normalt igen. 

Det er nu 2 år siden, at jeg oplevede mit første deciderede angst-anfald, som vel nok kan betegnes som panikangst, og det har i den grad været en indre rejse fra dengang til nu. Jeg er aldrig blevet lovet, at min angst diagnose kan kureres, at jeg en dag med sikkerhed kan blive symptom-fri, og desværre er det heller ikke tilfældet. Efter flere måneders kognitiv terapi og en håndfuld forskellige medicin-forsøg er jeg nu kommet til et sted, hvor jeg grundlæggende har accepteret og forenet mig med angsten der bor i mig. En hel del af de fysiske symptomer er enten væk eller i meget mindre grad end tidligere, og mine tanker er ikke 24/7 fokuseret på alt det, der foregår indeni mig. Mange forskellige faktorer har gjort at jeg er kommet hertil, og det kan ikke forklares i én sætning - det kræver benhårdt arbejde og meget stor tålmodighed og selvkærlighed. Men forhelvede, hvor er jeg kommet langt, og det kan jeg kun takke mig selv for. I krise situationer, som den jeg for 2 år siden lige pludselig fandt mig selv i, har man 2 valgmuligheder: enten kan du lægge dig opgivende ned, eller også kan du kæmpe med næb og klør for at forblive oprejst. Jeg valgte sidstnævnte, og selvom jeg endnu ikke er helt i mål, så føles det fucking godt at se tilbage og kunne konkludere, at jeg er nået langt. Længere end jeg i min mørkeste tid kunne forestille mig muligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar