Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

lørdag den 2. juni 2018

SHAME


Følelsen skam (ikke tv-serien, bare så alle er med...) både fascinerer og skræmmer mig på samme tid. Det er en så hæmmende og ødelæggende følelse, som vi dog alle er indbyggede med, der både kan være irrationel, behjælpelig og uforståelig. Grundlaget for dette indlæg opstod, da jeg forleden så første afsnit af DR3 programserien Rudi er bange, hvori man følger skuespilleren Rudi Køhnke (set i danske film som Nordkraft og Fidibus) som kæmper med nogle seriøse dæmoner, mest forårsaget af lidelsen angst.

Som det formegentligt efterhånden er blevet slået godt og grundigt fast, så lider jeg selv af generaliseret angst, og måske især af dén grund, var jeg som udgangspunkt nysgerrig. Efter kun at have set første afsnit kan jeg sige, at den for mit vedkommende var hård at se. Det er en dybt ærlig og sårbar skildring at Rudis liv med angst, og for mig var det tangerende til triggerende. Jeg vil dog alligevel sende den en anbefaling, da det er reportager som den vi har brug for, for at kunne blive klogere og i den grad afmystificere og aftabuisere psykisk sygdom.

For så at komme tilbage til indlægget hers grundkerne, så er det ganske tydligt at Rudi bærer rundt på en masse tung skam. Da han tager turen ned til det lokale apotek for at forsyne sig med nye angst-dæmpende piller, åbner han op for hvor skamfuldt det er for ham, og kalder endda sig selv for en taber. Det ramte mig, fordi jeg selv på nuværende tidspunkt tager angst-dæmpende medicin, og det satte derfor en reflektion igang inde i mig, hvorpå jeg ledte efter skammen.

Jeg begyndte at remse de episoder og omstændigheder op fra mit liv, som kunne/burde/skulle/ville være skamfyldte - nødvendigheden af medicin mod psykisk sygdom, at have gået i diverse terapiforløb, dengang jeg forsøgte selvmord og efterfølgende blev indlagt - og jo, alle de ting bringer en grim skam-følelse frem i munden, alligevel ramte den mig aller hårdest, da jeg tænkte på min manglende succes på uddannelse og arbejds fronten. Sekundet efter den ramte mig, blev jeg vred. Forarget. Skamfuld over min skam. Kan det være rigtigt, at jeg af alle de ubehagelige, svære, skræmmende, sorgfyldte ting jeg i mit liv har gået igennem og oplevet, at jeg føler mest skam over det faktum, at jeg ikke har formået at få etableret mig en økonomisk fremtid?

Forstå mig ret, jeg er glad for at være nået så langt, at skam-følelserne over de andre ting med tiden er blevet mindre, alligevel er det i min optik seriøst vanvittigt, at det er sætningen "jeg er 23 år, og har hverken en uddannelse eller arbejdserfaring med i rygsækken" der skræmmer mig mest at sige højt. Har samfundets forventninger virkelig fået mig så dybt under neglen, at min værdi nu alene vurderes udfra min akademiske kunnen og gøren?

Igen - selvfølgelig er det ærgerligt og enormt frustrerende for min personlige livskvalitet, at jeg simpelthen har været ude af stand til at uddanne mig og fokusere på det niveau af livets gang. Det er noget som altid, og måske især i takt med jo ældre jeg bliver, har været et ømt punkt, specielt når sammenligningen (som man generelt virkelig skal holde sig fra!) med andre jævnaldrende opstår. Når det så er sagt, så er jeg af den holdning, at et menneske først og fremmest er andet og meget mere end et arbejde. Vi er sat sammen af mange forskellige faktorer, som interesser, værdier, samfundsmæssige synspunkter, personlige kvaliteter, og måske dybest set hvordan vi er og gør som individer. At jeg ikke har kunne uddanne mig, gør mig ikke til et mindre, dårligere eller dummere menneske. Jeg har oplevet en masse andre ting, på godt og på ondt, som har gjort mig til den jeg er blevet, og på de gode dage, er jeg taknemmelig for det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar