Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

tirsdag den 10. juli 2018

TIME HEALS

Nogle gange er vi nødsagede til at tage tunge beslutninger for vores eget bedste, andre gange må vi presse os selv for at tingene kan blive bedre. For et år siden gjorde jeg førstnævnte, i dag gør jeg sidstnævnte. 

Det er et personligt, ømt, smertende punkt, som jeg har valgt ikke at dele her på bloggen, på trods af at det har fyldt og gjort ondt i 1½ år nu. Jeg valgte i juli sidste år at cutte kontakten til og med min far, grundet et halvt års non-stop skænderier. Årsagerne tænker jeg ikke er decideret vigtige i netop denne kontekst, så dem vil jeg undlade - jeg tror dog at det siger sig selv, at det overhovedet ikke har været nemt: ikke dengang, og ikke nu.

Jeg tog valget for min egen skyld. Sidste år, på dette tidspunkt, kæmpede jeg virkelig med daglig angst, og konflikten mellem min far og jeg syntes kun, ligemeget hvor hårdt jeg prøvede på at løse den, at knude mere og mere sammen. For mit eget velbefindende tog jeg beslutningen om brat at stoppe kontakten, så stressen ved konstant at diskutere og skændes, blev lagt helt på is. Det var bestemt ikke en ligetil beslutning, og nogle vil måske finde den dramatisk, men relationer til forældre er ikke altid nemme, og for at jeg selv kunne hele ordentligt, måtte jeg give slip på min far i en tid.

Det er så nu omtrent et år siden jeg sidst så ham, og jeg vil lægge ud med, at jeg på ingen måder fortryder det valg jeg tog. Det var det rigtige for mig. Det gav mig roen til at tilgive, komme videre og arbejde på mig selv. Nu er dagen så kommet, hvor jeg har valgt at bryde muren ned - jeg skal mødes med min far i dag. Det er nervepirrende, skræmmende, angstfremkaldende og meget grænseoverskridende. Samtidigt er det min far. En mand som jeg har kendt hele mit liv, som jeg ved elsker mig, og kun vil mig det bedste. Jeg vil gerne have en relation til ham, jeg vil gerne have ham i mit liv; hvordan ved jeg ikke endnu, for det er klart at man ikke kan gå tilbage til hvad som var, efter et helt års silence. Jeg har besluttet at tage det som det kommer, for når alt kommer til alt er han jo også et individ med tanker og følelser, og hvor de ligger just nu, har jeg jo ingen idé om. 

So there it is. En mørk og smertefuld knude i mit liv, som jeg har valgt at holde fra bloggens lys. Faktisk har jeg tidligere forsøgt at komme omkring emnet, men aldrig er det lykkedes. Dette indlæg vil jeg udgive for selv at acceptere situationen, og for endnu engang at vise jer, at der altid er mere under overfladen. Jeg er ikke perfekt, og det er mit liv bestemt heller ikke, ligesom jeg vil antage, at ingen af jeres er heller. Og det er, som det skal være. Wish me luck 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar